15 Astro.dk - Gode råd til livet
Udskriv side | Luk vindue

Mere om Urter & Planter, Dyrkning osv.

Udskrevet fra: Astro.dk - Gode råd til livet
Emne URL: http://astrologi-og-horoskoper.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=589
Udskrevet den: 02 sep 2014

Emne:


Forfatter: Zeezeeezee
Emne: Mere om Urter & Planter, Dyrkning osv.
Postet den: 13 jul 2008 23:24:48
Besked:

Agermåne
(Arons rod)
Agrimonia eupatoria
Planten vokser vildt i store dele af Europa, Asien, Afrika og i Danmark.
Op til 1,2 m. høj staude med mørkegrønne fine fjersnitdelte blade og lange blomsteraks med små gule blomster, der kan minde om en lille kongelys.
Planten er dejlig frodig, sund og fin at se til. Den kan bruges som en lille solitærplante, eller i baggrunden af et staudebed.

Den skal nok ikke plantes for tæt på gangstier, da de store frø hager sig fast i tøj og dyr m.m.
Den bliver langsomt bredere hvert år, og sår som regel sig selv en smule lige omkring planten. Den kan stå forholdsvis længe på samme plads uden at miste livskraften.
Planten bruges ikke som krydderurt, men i Frankrig er der tradition for at bruge bladene og blomsterne som udrensende, 'blodrensende' forårs-the, og for nydelsens skyld (som alternativ til kinesisk the) resten af året.

Medicinsk bruges den ved lever, nyre og blæreproblemer, blodrensende, betændelse i slimhinder, let vanddrivende, sårhelende både ind og udvortes, hæshed, ufrivillig vandladning, ormemiddel, opkvikkende, hoste, til at trække torne ud, blodmangel, candidas, fordøjelsesfremmende, mavekatar, virus og bakteriehæmmende. Bladene indeholder bl.a. B-vitamin, K-vitamin og silicium. Hildegard von Bingen (Den Hellige Hildegard) anbefaler den mod feber og hukommelsestab.
Der er mere endnu, men det skulle vel også være mærkeligt, hvis så køn en plante ikke kunne udvirke mirakler.

Planten kan endvidere bruges i øl, som farveplante, snaps (blomster), og som duftplante. Rødder og blomster har en svag abrikosduft.

Den er nem at dyrke. Den trives i næsten enhver jord, bare den får noget sol. I god jord bliver den temmelig stor. Når først den er etableret, kan den klare sig rimeligt i konkurrence med græs, hvilket gør den velegnet til "den vilde have".
Den formeres ved deling forår eller efterår. Frøene spirer også fint hvis de får noget kulde, så de skal sås senest i marts. Som sagt sår den også sig selv, men den spreder sig ikke langt omkring, medmindre man får frøene på tøjet.

Planten hører til Jupiter og krebsens tegn. Den forskrækker djævelen. I "dr. Bachs blomstermedicin" hører den til gemytlige, muntre, humoristiske mennesker, som elsker fred og bliver ulykkelige under strid og skænderi.

--------------------------------------------------------------------------------


Alrune
(Dragedukke, Alrunerod, Dukkeurt, Mandrake)
Mandragora officinarum
Alrunen er en forårsblomst, der dukker op i februar-marts og visner væk midt på sommeren.
Den blomstrer marts-april med hvide-lyslilla blomster, og danner en op til 40 cm høj frodig roset af grønne blade. Den får med tiden en umådelig stor forgrenet pælerod op til 1,2 m. lang. Roden ligner ofte et menneske i facon. Frugterne kaldet kærlighedsæbler eller jordæbler er store og runde. Planten sætter normalt først frugt fra 5-7 årsalderen.
Planten stammer fra Sydeuropa og Vestasien. Selvom den blev plantet herhjemme førhen, kan man næppe finde den vildtvoksende i dag.

Den bruges ikke som krydderi.

Medicinsk er den bla. blevet brugt som brækmiddel, som bedøvelsesmiddel ved operationer, mod sindssyge. Bladene er brugt udvortes som omslag mod reumatisme, betændte sår og andre hudlidelser.
I dag bruges den næppe medicinsk på grund af dens store giftighed, der kan fremkalde hallucinationer og sindssyge m.m. Dog er man i Israel begyndt at producere et alkoholisk udtræk af frugterne, der sælges som afrodisikum.
Homøopatisk bruges den dog i dag mod høfeber, hoste og astma.

Den dyrkes bedst i god dyb humusjord i både sol og skygge, men er egentlig ikke særlig sart overfor jordtype så længe der er vand og gødning nok til væksten. Som så mange andre planter skal den bruge vand i vækstsæsonen, men er overfølsom for stående vand i hvileperioden. Selv om det ofte anbefales at plante den et lunt sted, har vi aldrig oplevet problemer med overvintringen.
Vi hører ofte at den er gået ud for folk, men det skyldes formentlig at de ikke har været klar over, at den visner væk midt på sommeren ligesom andre sommerblomster.
Den er på grund af sin store rod ikke nem at flytte, så plant den et sted hvor den kan blive stående.
Den formeres nemt ved frø, der sås friske om efteråret når de er modne. Frugtkødet virker spirehæmmende, så det skal renses væk før man sår. De fleste frø spirer næste forår, enkelte i årene efter. Hvis frøene ikke er friske, skal de først stratificeres (kuldebehandles).

Den har været (og bliver stadig) meget anvendt som talisman, enten som hel rod eller i udskårne stykker. Disse er ofte blevet klædt på som dukker (dragedukker), og opbevaret i fine skrin med rødt fløjl og lignende. Det har været så udbredt og dyr en handelsvare, at man i England har haft en lov mod forfalskninger, der oftest laves af galdebærrod.
En sådan talisman bringer sin ejer held i alle livets forhold. Dog siges det at man ryger i helvede hvis man ejer den i over 9 år, eller når man dør. Den skal sælges inden, til en lavere pris end man har givet for den. Hvordan det skal takseres hvis man selv har gravet den op, forlyder der desværre ikke noget om.
Inden for magien skulle talismanen forstærke alle ceremonier.
For øvrigt virker planten så kold, at følsomme mennesker kan mærke det ved at holde håndfladen nær planten. Man kan også få kvalme af at bære den i en halskæde.

Alrunen høre til Merkur.
Myterne er så utallige at der kunne skrives en hel bog. Her kommer et par uddrag:
Den vokser efter sigende ofte på galgebakker, hvor en uskyldig ung mand er blevet hængt.
Når en alrune bliver gravet op, udstøder den et skrig der kan få folk til at falde døde om. Derfor binder man en sort hund fast til planten som først er vædet i menstruationsblod, hvorefter man gemmer sig bag en busk. Når man hører skriget er planten oppe, og hunden ligger død ved siden af. Nogle mener at det er nødvendigt at spille på trompet, for ikke at høre skriget. Alrunen er også nævnt i klassiske værker som Biblen og Odysseus.

--------------------------------------------------------------------------------



Anisisop
(Indianermynte, Lakridsmynte)
Agastache foeniculum
En af de flotteste planter i vores have lige nu er er Anisisop. Rører man ved bladene eller blomsterne har den en forbavsende stærk lakridsduft. Vi har den i 2 modeller. Nemlig den almindelige med blållilla blomster. Og den hvide, der også kaldes for Lakridsmynte.
Der findes flere arter, der alle kommer fra Amerika. Der findes også en asiatisk art, Agastache rugosa der bruges som medicin i Kina. Alle disse arter krydser, hvis de står i nærheden af hinanden.
Dette gør ikke så meget, bare man er opmærksom på, at dem man bruger har en god lakridsduft. Vores erfaring er, at den blå er stærkere en den hvide, hvilket gør navnet Lakridsmynte til den hvide lidt misvisende. Den er til gengæld køn.

De bliver1-1,5 m. høje ret brede buskagtige stauder. De blomstrer fra juni til den første frost. De er kortvarig flerårige. Det vil sige at hvis man ikke omplanter, eller deler dem hvert 2-3 år så bliver de pludselig væk et forår. De sår sig selv, eller man kan selv tage frø og så de næste år. De spirer godt, bare man husker at små frø ikke må dækkes ret meget med jord. De er også nemme at stiklingeformere eller dele.

Et år havde vi plantet dem foran en Pontisk Malurt, hvor malurtens sølvgrå farve fremhævede Anisisoppen's blå blomster. Det var flot.

Sommerfugle, bier og humlebier m.m. er vilde med dem, hvilket giver liv omkring dem i blomstringstiden. Den er vistnok indført til Danmark af biavlere.
For øvrigt er blåmejser også vilde med frøene. Vi har set blåmejser hænge med ryggen nedad i de visne stængler med frøhoveder og spise frø. Når de har spist lidt, spiser de så alle de frø, der er faldet ned på maven af dem, medens de stadig hænger med ryggen nedad.

Som krydderi egner den sig til salat, pynt på desserter og bagværk, fiskesovs, kød m.m. Den tåler kogning uden at miste lakridssmagen. Børn kan lide at spise bladene som slik.

Man kan lave en velsmagende te af den, både af friske eller tørrede blade/blomster.
Det er en fremragende snapseplante, hvis man kan lide anis/myntesmag. Det kan vi godt, det er en rigtig damesnaps.

Medicinsk virker den mod hoste og visse forkølelsestyper. Kuldegusforkølelser, ikke feberforkølelser (ifølge kineserne). Indianerne skulle have brugt dem som febernedsættende middel. Måske er der alligevel forskel på de amerikanske arter og den asiatiske. Det kan nu også tænkes at uoverensstemmelserne skyldes forskellige tørremetoder og/eller tilberedningsmetoder, hvilket vi håber på at få tid til at uddybe ved en anden lejlighed. De knuste blade heler sår og forbrændinger.

--------------------------------------------------------------------------------
Arnica
(Guldblomme, Volverlej, Mountain Tobacco, Leopards bane)
Arnica montana
Arnica danner en roset af læderagtige blade, og en op til 75 cm. høj blomsterstængel med store varmtgule kurvblomster. Der kan være 4-5 knopper på en stilk, men de springer ud enkeltvis. Hele planten har en usædvanlig stærk udstråling.
Planten stammer Europa og Vestasien. Den findes hist og her på heder i Danmark,
men er i voldsom aftagende.
Den dyrkes i forkanten af bede eller i krukker, under hensyntagen til dens særlige krav til jordbund m.m.

Der findes en amerikansk art A. chamissonis, der medicinsk virker ligesom den europæiske arnica. Den er let at dyrke som staude, da den ikke kræver sur jord. Til gengæld har den ikke samme stærke udstråling og statur som A. montana.

Den bruges ikke som krydderi, men blomsterne (uden bægerblade) anvendes til snaps, og det er en god biplante.

Medicinsk er blomster og rodstok mest brugt som salve, olieudtræk og stærkt fortyndet tinktur udvortes. Den bruges ved forstuvninger, slag, gigt og muskelsmerter, da den øger blodtilførslen. Bruges kun på intakt hud.
Nogle mennesker kan få udslæt ved vedvarende brug udvortes.
Indvortes stimulerer den kredsløbet, og anvendes ved svag hjertefunktion og indre blødninger. Den er også betændelseshæmmende og stimulerer immunforsvaret. Desuden mod salmonella.
Goethe anvendte den mod angina pectoris, og hævdede at den reddede hans liv. Andre mener den slog ham ihjel til sidst.
Den er temmelig giftig, og er da også forbudt at sælge til indvortes brug i Danmark.
Homøopatisk bruges den ved chok, epilepsi og søsyge, plus de ovennævnte ting.

Arnica kræver en sur veldrænet jord (god hedejord, ikke rhododendronjord) og fuld sol. Jorden kan blandes af spagnum uden kalk, sand og god muld eller kompost. Om vinteren skal den stå tørt, men om sommeren er den sjovt nok ret tørstig. Den bør plantes tæt, så jorden ikke bliver udsat for direkte sol.

Den formeres let ved deling af rodstokken. Frøformering lykkes bedst ved at så de friske frø med det samme de er modne om sommeren. De trykkes bare ned på overfladen, da de kræver lys for at spire. Frøene spirer hurtigt, og de små rosetter overvintrer fint. Hvis frøene gemmes skal de helst sås meget tidligt forår, så de kan blive udsat for kulde. Varm såning om foråret kan lykkes, men spireprocenten bliver meget lav.

--------------------------------------------------------------------------------

Basilikum
Ocimum sp.
Basilikum er i dag mest kendt som en vidunderlig krydderurt. Blandt oldtidens urtedoktorer var den derimod, en af de mest omdiskuterede urter overhovedet.

Flere mente at den fremkaldte had, ondskab og bagvaskelse, og er en djævelsk plante. Ja den kunne ligefrem få skorpioner til at vokse frem i hjernen på folk der bare lugtede til den. Andre mente at den kunne jage trolddom, hekse og det onde bort. Derudover kunne den helbrede en mængde sygdomme.
Den er ifølge Culpeper en urt der hører til planeten Mars, og Skorpionens tegn. Dette gør det jo forståeligt, da denne indflydelse har med både død og genopstandelse at gøre.

Dyrkningen af basilikum er ikke helt nem. For at spire kræver den god varme. Helst 20 grader eller derover. Vi dækker ikke frøene, men trykker dem ned i jorden. Dette kræver dog at de ikke tørrer ud. Den videre dyrkning går ud på at planterne står varmt, solrigt og i læ. Jorden skal være veldrænet, men må ikke blive for tør. Den er så varmekrævende, at det i kolde somre ikke kan betale sig at dyrke den udendørs. Den bliver gul af kulde, hvis den ikke ligefrem går ud. Til gengæld kan den vokse helt utroligt i en varm sommer, hvis den bare får vand og tilstrækkeligt med gødning. Er det varmt nok, kan man også nemt formere den med stiklinger, hvilket dog er mest relevant for de flerårige sorter.
Man må ikke lade planterne gå i blomst, da de så går i stå. Hvis man bruge topskuddene inden de går i blomst, bliver planterne meget buskede og yder enormt.

Der findes i dag utallige spændende sorter. Efter at have prøvet de fleste, har vi valgt at holde os til nogle få. Den almindelige grønne (der fås i adskillige varianter) en rød (som vi desværre ikke kunne få biodynamiske frø til i år), citron og så de flerårige typer. De flerårige skal stå forholdsvis varmt og lyst om vinteren for at overleve. Hvis man har overskud til det, og er vild med basilikum, er alle sorterne dog værd at prøve. Nogle klarer det danske klima bedre end andre, og der er mange smagsvarianter. Gad vide om der ikke findes en basilikumforening i foreningernes land!

Som krydderi egner den sig til tomat, spaghetti, grønsager, æg, skaldyr og fisk, salat, suppe, sovs, kød, ost, pesto, hvidløg m.m. Den har ikke godt af at koge. Den er også velegnet til at putte i olie og eddike. Den er en af ingredienserne i chartreuse likør. Den er appetitvækkende og fordøjelsesfremmende. Det siges at den ikke er så god tørret. Vores erfaring er dog ,at smagen er anderledes, men absolut ikke ueffen. Gad vide hvad man ikke kan bruge den til?

Medicinsk bruges den mod nervøsitet, søvnløshed, svimmelhed, kvalme, kolik, hoste, halsbetændelse, kighoste, migræne, trøske, orm, ringorm og til forøgelse af mælkeproduktionen. Den er styrkende, betændelseshæmmende, bakteriedræbende, muskelafslappende, beroliger maven, stimulerer binyrebarken og skulle hjælpe på potensen og gøre frugtbar.

Som om det ikke var nok, bliver den også brugt mod fluer og myg, i badevand, sæbe og parfume. Den plantes tit sammen med tomater til begge planters fordel.

--------------------------------------------------------------------------------
Bibernelle
Sanguisorba minor (Poterium sanguisorba)
Dette er en køn staude, der egner sig som kantplante med sit elegante fligede mørkegrønne løv og flotte mørkerøde kugleblomster på lange stilke om sommeren.
Normalt er det en af de tidligste salatplanter om foråret, men som nævnt har den i år næsten været brugbar hele vinteren. De unge blade smager friskt agurke-nøddeagtigt. Dog bliver den også lidt "træls" om sommeren.

Udplantes når jorden ikke er frossen. Den kan sås forår eller efterår, eller ældre planter kan deles. Den har også en tendens til at dukke op rundt omkring i haven, hvilket er en stor fordel, da den så til sidst vil vise hvor den gror bedst.

Det er en meget hårdfør plante der overlever selv sandet tør jord. Den bliver dog som de fleste planter frodigere i en god, ikke for tør jord, så længe den er veldrænet. Foretrækker sol.

Medicinsk bliver den brugt mod diarre, hæmorroider, sår og brandsår, hudsygdomme, blodstillende ud og indvortes, m.m.

--------------------------------------------------------------------------------
Bjørnerod
(Bjørnedild, Bjørneurt, Katterod, Moderurtsrod, Karryplante)
Meum athamanticum
Bjørnerod bliver ca. 45 cm høj, med fine bregnelignende fjersnitdelte frodiggrønne blade med trådformede afsnit. De er meget velegnede til buketter. De typiske hvide skærmplanteblomster fremkommer i juni-juli. De kraftige rødder er tæt behårede, hvilket får dem til at ligne en bjørnepels.
Blade og rødder har en mild løvstikke-selleriagtig duft. Blomsterne dufter lidt af karry.
Den vokser hovedsagligt på bjergenge i Europa, men har været vidt udbredt som haveplante i bondehaver førhen. At den er gledet lidt ud, er temmelig uforståeligt i betragtning af hvor køn og anvendelig en plante det er. Det skyldes formentlig at den er lidt svær og langsom at formere fra frø.
Den er blevet dyrket som persillerodsagtig rodgrønsag i Skotland og andre steder

Den er taknemmelig at dyrke både frit udplantet og i krukker. Den bruges af og til som kantplante eller lav hæk. I staudebedet lyser den op med sin grønne frodighed.

Bladene og roden er et glimrende mildt krydderi der kan bruges i suppe, sauce, sammenkogte retter og som grønt drys. Blomsterne bruges også, men smager lidt anderledes.
Det er en glimrende snapseplante, og den anvendes i the-blandinger.

Medicinsk er den appetitstimulerende, vanddrivende, fordøjelsesfremmende og menstruationsregulerende. Den har et vist ry som potensfremmende middel. Da den ikke er særlig almindeligt vildtvoksende, er den ikke velundersøgt, og må formodes at rumme mange andre muligheder end de nævnte. Store doser skulle kunne fremkalde hovedpine.

Den trives i enhver normal velgødet havejord i sol og halvskygge. Den bliver langsomt større, og kan blive stående samme sted i en del år.
Den formeres som regel ved deling forår eller efterår. Hvis man vil frøformere den, skal man så de friske frø kort efter modenhed. De spirer så, hvis man er heldig, meget sent næste forår/forsommer, ligesom en del andre skærmplanter. Da den vokser som bladroset er den desværre heller ikke til at stiklingformere.

Den hører til Venus siger nogle. Andre siger at den hører til Merkur og krebsens tegn.

--------------------------------------------------------------------------------
Brøndkarse
(Bjørnekarse, Vandkarse, Brøndgræs, Have-Brøndkarse, Kildekarse)
Nasturtium officinale (N. aquaticum, Rorippa nasturtium-aquaticum,
Sisymbrium nasturtium-aquaticum)
Brøndkarse er en nedliggende korsblomstret plante med små hvide blomster fra maj til september. Den bliver ca. 50 cm. høj. Den smager karseagtigt.
Den vokser vildt i det sydlige Europa, men kan træffes forvildet. Herhjemme er det som oftest vild brøndkarse N. microphyllum, med mindre blade man finder i naturen.
Planten har været populær som medicin og krydderurt i mange år, og dyrkes i dag i stor stil over det meste af verden.
Den dyrkes på fugtig jord eller i krukke, hvis man ikke er så heldig at have rindende rent vand i haven. I krukke kan man høste en masse, ellers må man påregne nogen klipning, da den vokser uhyre hurtigt.

Det er en af de mest mineral og vitaminrige urter der findes. Den bruges rå eller kogt til salater, suppe og grønt drys. Bruges bl.a. til persillerod, flæsk, champignon, kylling, grilmad, fisk, dressing og spirer.
Frøene kan spires og spises som karse. De tørre frø kan males og laves til sennep.

Man må ikke indsamle brøndkarse i naturen, medmindre man er sikker på at der ikke går dyr, især får, længere oppe af strømmen. Man kan blive smittet af en livsfarlig leverparasit. Parasitten dør dog ved kogning.

Brøndkarse saft bruges i badesæber og den kogte plante i bade til ømme muskler. Planten kogt i mælk og tilsat honning bruges til en ansigtscreme, der holder huden blød og lysner fregner.

Medicinsk virker den alment afgiftende, vinddrivende, slimløsende, vanddrivende og styrkende ved langvarig sygdom. Den bruges ved betændelse, blodmangel, skørbug, tuberkulose, bronkitis, mod hudproblemer, hoste og hvis næsen løber ved forkølelse. Den spises rå ved blødende tandkød.
Knuste blade udvortes mod gigt og under armene som deodorant.

Brøndkarse er en vandplante, der trives i rindende rent vand. Stillestående vand tåler den dårligt. Man kan til gengæld nemt dyrke den i haven eller i krukke, den skal bare vandes meget tit. Halvskygge hjælper også på vandforsyningen. Den foretrækker en rimelig kalkholdig jord, men stiller ellers ikke store krav. Den vokser meget hurtigt, og slår rod på de lange nedliggende stængler.
Den visner væk om vinteren, men kommer som regel igen.
Den er nem at formere både fra frø, som man selv kan lave, og fra stiklinger.

Brøndkarse hører til Månen. Den er knyttet til vandets elementarvæsner, kaldet undiner. Hvis man bærer den i en rød flonel pose, beskytter den folk der sejler eller flyver over vand. Den giver indsigt i vandets natur. Spiser man den om dagen bliver ens drømme mere forudseende, mystiske og visionære. Den øger medfølelse og forståelse.

--------------------------------------------------------------------------------
Chili
(Cayennepeber)
Capsicum annuum (m.fl.)
Chili er et kendt meget stærkt krydderi, der er ved at blive mere populær herhjemme end før. Det latinske navn dækker også peberfrugter, der jo ikke er stærke. De stærke chili'er er arter og hybrider af Capsicum annuum, C. pubescens, C. frutescens, C. baccatum og C. chinense.
Selv eksperterne har svært ved at kende dem fra hinanden. Der findes i dag hundredvis af sorter i forskellige farver, faconer og smagsstyrke. Man har ligefrem flere forskellige måleenheder for deres styrke. Scoville skalaen går fra 0-300 000, og the "Official Chile Heat Scale" der går fra 0-10. Jo højere tal jo stærkere.
Selvom de oftest dyrkes som etårige, er de dog alle flerårige (på trods af navnet). De har brug for meget sol, og en lang varm sommer for at nå at modne frugter. I det danske klima lykkes det ikke altid. Derfor kan det være en stor fordel at overvintre nogle planter, der så starter tidligt med et stort forspring næste år. De overvintres lyst og frostfrit, ja helst over 10 grader C. Vi overvintrer også planter ved almindelig stuetemperatur. Det er i det hele taget en god stueplante, man oven i købet kan høste lidt af.

Man sår frøene fra februar-april ved omkring 20 grader C. Dernæst gælder det om at holde dem i god vækst. Det er grådige planter, der bruger megen gødning og vand. Har man dem i potter, skal de pottes op flere gange. De har også brug for meget lys og varme, så det går bedst i drivhus eller helt inde i stuen. Udendørs skal det være i en lun krog, og så må man krydse fingre for en god sommer.

Frugterne høstes både umodne og modne. De modne frugter kan være røde, gule, orange, grønne, violette, brune og hvidlige. Milde chilier bruges næsten som grønsager og salat, medens de stærke bruges som krydderi. De kan tørres. Tørret kaldes det ofte cayennepeber, og er grundlaget for tabasco sauce. De kan syltes. Carry indeholder også varierende mængder chili.
Mest kendt herhjemme er chili con carne, men i Mellemamerika bliver der næsten ikke lavet mad uden chili i. Nede i varmen er dens konserverende virkning af stor betydning.

Man skal være forsigtig ikke at gnide sig i øjnene, eller få det i sår når man håndterer chili. Det svier helt utroligt i lang tid efter. Det anbefales ofte at bruge handsker. Det går ikke af med vand, men derimod med eddike. Det kan man desværre ikke bruge, hvis man har fået det i øjnene

Medicinsk bliver chili brugt som hjerte og kredsløbsstimulerende middel. Stimulerer fordøjelsen, er opkvikkende og desinficerende. Udvortes mod gigt, muskel og nervesmerter. Skulle kunne slå forkølelse ned, hvis man tager det i opløbet. Indeholder temmelig store mængder A og C-vitamin. Det stærke er et alkaloid, der hedder capsaicin.

Chili er nok den urt der er skrevet flest bøger om. Der findes foreninger af chili-venner, der afholder årlige chilifestivals, flere steder i verden. Her konkurreres på chili opskrifter, og naturligvis om hvem der har den stærkeste chili. I det sydlige USA er der en hel industri omkring chili kunst og souvenir's.

--------------------------------------------------------------------------------
Citrongræs
Cympogon citratus, C. flexuosus og C. nardus
Citrongræs er nogle sivlignende græsarter på omkring 1,5 m.'s højde med tykke stængler, der stammer fra asien, hvor den har en meget stor plads i kogekunsten.
I de senere år er den blevet voldsom populær i Danmark, med den tiltagende interesse for asiatisk kogekunst. Vi er vist ved at bevæge os hele verden rundt. Det startede jo med italiensk mad, og fortsatte med fransk, græsk, spansk, mexicansk o.s.v.
Den er meget anvendelig som krydderi på grund af dens meget stærke citronsmag. Den dufter næsten ikke ved berøring, men indeni gemmer den smagen. Det er det inderste hvide af stænglen man finthakker og koger/steger med i varm mad. Udover i asiatisk mad, kan den bruges overalt, hvor man ellers ville bruge citron, som f.eks. kylling, karry, kød og fisk m.m.
Bladene og de ufordøjelige dele af stængelen kan bruges til the, suppevisk og medicin. Stænglerne kan tørres og pulveriseres.

Medicinsk bruges den mod mavepine, diarre, hovedpine, feber, og influenza, lus, ringorm og svamp m.m.. Den er svampe og bakteriehæmmende.

Olien bruges i fødevarer, kosmetik, parfume, aromaterapi, myggespray og til potpourri.

Planten trives i næringsrig, fugtig jord ved megen varme og sol. Det er en grådig plante, da den vokser umådelig hurtigt, når betingelserne er i orden. I en normal dansk sommer er det lige lovlig køligt til at dyrke den udendørs, hvorimod drivhus eller indendørs går fint. Det er mest praktisk at dyrke den i meget store potter. Husk at den bruger meget vand og gødning når den vokser, hvorfor den skal gødes og/eller ompottes ofte. Hvis man skal have noget ud af at dyrke den, er det nødvendigt at overholde disse krav, da man ellers ikke får de tykke stængler, som man skal bruge. Ellers må man nøjes med at bruge bladene i the.
Den overvintres ved mindst 10 grader C. helst mere og så meget sol som muligt.

Den formeres nemt ved deling, eller fra frø hvis man ellers kan skaffe dem. Man kan også have held med at få rødder på en indkøbt stængel ved at sætte den i vand eller jord.

Indenfor moderne urtemagi skulle den stå for begær og psykisk kraft.

Det var så det for i år. Vi ses forhåbentlig i næste årtusind.

--------------------------------------------------------------------------------
Citronmelisse
(Hjertensfryd)
Melissa officinalis
Planten vokser vildt i Sydeuropa, det vestlige Asien og Nordafrika. Forvildet i det
meste af Europa.
Citronmelisse en omkring 1 m. høj, frodiggrøn halvbuskagtig staude med mange små hvide blomster. Stærkt citronduftende.
Der findes gule varieteter, der dårligt tåler fuld sol om sommeren. Dette gælder også visse andre gule varieteter, som f.eks. gylden oregano.
Den er en af de mest kendte krydderurter overhovedet, selvom dens overvældende medicinske virkninger er knap så kendt. Som krydderurt bruges blade og blomster. Den bruges til alt fra fisk til salater, grønt drys, olier, eddike, sauce, dressinger, kager og desserter, hvor man kunne tænke sig citronsmag.
Det er en rigtig god the-plante.

Medicinsk er den nerveberoligende evt. søvndyssende, og dog alligevel opkvikkende på længere sigt. Disse tilsyneladende modstridende egenskaber ses ofte hos nervestyrkende, toniske (opbyggende) urter. Den virker mod depressioner og lignende. Gengiver ungdommen, styrker hjernen og fordriver melankoli som man udtrykte det før i tiden.
Planten har vist sig at have god effekt mod herpes, brugt indvortes og udvortes, evt. sammen med isop. Endvidere er den brugt til at berolige hjertet, mod bronkitis, fordøjelsesbesvær, uregelmæssig menstruation, forkølelse, tandpine, dårlig hukommelse og hovedpine. Den er bakterie og virushæmmende og hæmmer skjoldbruskkirtel-funktionen.
Den virker bedre som frisk end tørret.
Det er en af de mest velundersøgte urter. En del af de ovennævnte egenskaber er blevet godtaget af den moderne lægevidenskab.

Planten bruges også til snaps, likør, kosmetik, som duftplante og i potpourri. Den er fra gammel tid kendt som biplante nr.1. Melissa betyder bi på græsk. Den siges at afskrække fluer og myrer.

Citronmelisse elsker god næringsrig fugtig jord. Hellere lidt tung end let jord. Under sådanne forhold trives den, og sår sig selv. Vi hører ofte at den nærmest kan blive til en plage, men på vores hedesand, trives den ikke særlig godt, og sår knap nok sig selv uden at blive hjulpet af en masse kompost og vand. Under gode fugtige forhold kan den godt lide sol, men ellers er halvskygge at foretrække. Læ er under alle omstændigheder godt. Den bør skæres ned ofte, da de nye skud er bedst. Gamle blade får tit brune (el. hvide) pletter, hvis de bliver udsat for vandmangel.
Formeres nemt ved frø, stiklinger eller deling.

Planten hører til Jupiter og krebsens tegn. Den kan genoplive en person. Den virker livsforlængende. Den står for sociale relationer og sympati.

--------------------------------------------------------------------------------
Citronverbena
(Jernurt kalder nogle kokke den)
Aloysia triphylla, Lippia citriodora, Verbena triphylla
Citronverbena kom til Europa fra Sydamerika i 1784.
Det er en vidunderlig stærkt citronduftende, frodig friskgrøn busk, på op til 3 m. I hjemlandene er de større. Hen på sommeren får den et væld af små hvidlige blomster. Det er nu ikke fordi de er særlig iøjnefaldende. Hvis man bruger planten meget, er det klogt at klippe knopperne af, så snart man ser dem, derved fremmer man nyvækst. Planten er meget hurtigvoksende, hvis den får tilstrækkelig med vand og gødning.
Planten er en af de bedste urter til the vi kender. Vi plejer at lave the af friske blade, men i udlandet er tørrede blade en stor handels artikel. Den smager som sagt meget stærkt af citron, men med en fylde i smagen som citronmelisse ikke har.
Som krydderi har den mange anvendelsesmuligheder. Man bruger den alle steder, hvor man ellers ville bruge citron. Fisk, fjerkræ, marmelade, gele, salater, desserter og slik m.m.
Den bruges også til snaps, potpourri, parfume, sæbe, grøn farve og badeolie.

Medicinsk virker den beroligende, opkvikkende, slimløsende, fordøjelsesfremmende, styrkende på nervesystemet og modvirker depression og migræne. I følge Maurice Mességué, virker den som jernurt, men stærkere. Før i tiden blev den også regnet til jernurtfamilien (Verbenaceae).

Den er ret nem at dyrke, undtagen om vinteren da den ikke tåler frost. Den kan godt lide vand, gødning, sol og varme, men er temmelig hårdfør overfor diverse mangler. I god kultur vokser den umådelig hurtigt.
Den egner sig fortrinligt til at blive dyrket i store potter, som står ude om sommeren. Den er velegnet til frostfri havestuer, hvor den kan blive mægtig stor i årenes løb.
Den skal om vinteren stå et køligt solrigt sted. Nogle gange smider den bladene om vinteren, men ikke altid. Hvis den har smidt bladene, kan den være meget længe om at komme i gang igen. Man skal derfor vente til begyndelsen af sommeren, før man opgiver den. Den er til gengæld værd at dyrke som etårig, hvis man ikke kan overvintre den. Bliver den for ranglet, bør den skæres tilbage.
Den er nem at formere ved stiklinger. Man skulle også kunne frøformere den, men det har vi ikke prøvet endnu. Nogle af vores planter sætter frø, der ser mægtig fine ud.

--------------------------------------------------------------------------------
Dild
Anethum graveolens
Dild er en op til 1 m. høj 1-årig skærmplante, med fine trådformede blade og gullig-grønne blomsterskærme. Hele planten dufter stærkt.
Den stammer fra Sydeuropa og det vestlige Asien, og er blevet spredt af munkene.
Den dyrkes overordentlig meget i køkkenhaver og krukker (ikke for små), men egner sig også i den vildtvoksende have og blomsterenge, da den selvsår villigt.
Der findes en del sorter, der inddeles i bladdild og skærmdild. De kan alle bruges til det hele, men bladdild går senere i blomst, og giver derved mere bladmasse at klippe af. Til potter findes dværgsorter, der står længere i potten før de går i frø. De kan dog som regel ikke købes i Danmark. Endvidere findes der en Indisk dild Anethum graveolens subsp. sowa, der efter sigende har en lidt anderledes stærk og bitter smag.

Det er nordmændenes krydderi, som persille er danskernes og mynte englændernes. Den overlevede sammen med persille, purløg, og måske timian den urtefattige tid fra ca. 1950 til for nylig. Bladene og skærme (umodne grønne frø) bruges som grønt drys, til nye kartofler og andre grønsager, fiskeretter, æg, ost, sauce, mayonnaise, salater, kryddereddike og syltning m.m.

Dildolie bliver brugt i parfume, sæber og som smagsstof i fødevarer. Det er en glimrende snapseplante. Som andre skærmplanter tiltrækker den mange insekter, bla. svævefluer der er med til at holde bladlusbestanden nede i resten af haven.

Medicinsk bliver dildfrø anvendt som et fordøjelsesfremmende middel, der hjælper mod forstoppethed, luft i maven og kolik. De bliver også brugt ved hoste, forkølelse og influenza. Frøene hjælper kvinder til at producere mere mælk, og kan samtidig virke forebyggende hvis barnet har kolik.
Planten er krampeløsende, kølende, let beroligende og betændelseshæmmende. Før i tiden havde den også ry mod hovedpine og som sovemiddel.
Den bliver ofte anvendt sammen med beslægtede planter som anis, kommen, fennikel og andre skærmplanter.

Dild kræver sol og fugtig, helst velgødet jord. Står den for tørt går den hurtigt i frø. I højsommeren går den også nemt i frø, hvis den ikke står meget fugtigt og eventuelt i halvskygge. Da den udvikler sig hurtigt, sås i flere omgange fra det tidlige forår, hvis man vil være konstant forsynet. Rækkeafstand ca. 25-30 cm.
Den bør ikke dyrkes nær fennikel, da planterne kan krydse indbyrdes.

Den høre til Merkur, nedsætter kønsdriften, beskytter mod hekseri og onde ånder. Man bliver klog af at spise dild. Brænder man planten fjerner det tordenskyer.

--------------------------------------------------------------------------------
Duftgeranier, Duftpelargonier
Pelargonium sp.
Dufgeranier (også kaldet duftpelargonier) er dejlige taknemmelige stueplanter, der ud over at være frodige grønne planter, også dufter dejligt. At de derudover kan anvendes som krydderi, medicin, udplantningsplanter m.m. gør dem til nærmest uundværlige planter.
De blomstrer også (sjældent i stue), selvom blomsterne er små og mindre prangende end de andre pelargoniers. Alle disse egenskaber gjorde dem til en af vore bedstemødres favoritter.
I Danmark ser man sjældent andre varieteter end Ørepineplanten også kaldet Rosengeranie. Englænderne har derimod dyrket mange sorter længe. Vi har over 20 forskellige slags nu.
Disse er utrolig varierede i såvel bladfarve, form og duft. Der er mange varianter i facon, fra rund uden indskæringer, til blade der næsten ligner bregner.
Bladfarven varierer fra mørkegrøn, lysegrøn til blågrøn, nogle med hvide, gule eller rødbrune tegninger. Duftene er Rose, Citron, Pebermynte, Røgelse, Balsam, Fersken, Ingefær, Æble, Muskat med flere. Nogle er meget rene og stærke i duft, andre svagere og/eller blandede.

Dyrkningsmæssigt er de nemme. De trives i sol-halvskygge. De kan lide vand, men tåler at tørre noget ud. De behøver ikke særlig megen varme. De er også glade for gødning. Store potter er bedst, men man må så regne med at mange af dem hurtigt bliver op til 1 m. høje. Der er dog også små sorter.
Det betaler sig at studse toppene jævnligt, for at få tætte buskede planter. Kan opstammes.
Om vinteren står de bedst ved ca.10 grader C. så lyst som muligt. Står de for varmt og mørkt, bliver de ranglede og smider sandsynligvis en del blade. De bør så skæres ned og ompottes næste forår.
Om sommeren er de glade for et udendørs ophold. Planterne man dem frit ud i god jord vokser de sig meget store.
De formeres let ved stiklinger både i jord og vand.

Som krydderi bruges de til salat, sauce, leverpostej, suppe, smør, desserter, likør, is, kager og eddike m.m. Man laver også te og iste af dem. De kan kommes i vin. Man må prøve sig frem efter smag og behag. Blomsterne pynter på desserter og i salater.

Medicinsk er ørepineplanten mest kendt. Man tager et stykke blad og ruller til en kugle. Når det puttes i øret tager det som regel ørepine øjeblikkeligt. Den drikkes også i te mod forkølelse. I Sydafrika hvor de kommer fra, bruges de forskellige arter mod diverse lidelser, især fordøjelsesbesvær

De bruges til at få duft i rum. Man skal lige berøre eller ryste dem, hvilket kan fylde et rum med velduft. I Arabiske lande ligger der som regel geranier på hotelværelser. Man laver potpourri af dem. De bliver dyrket i stor stil til parfumeindustrien, hvor de især bruges til at lave uægte rosenolie, da den ægte er umådelig dyr at fremstille. Der kan også laves mange andre dufte af dem.
De siges også at frastøde fluer og skadedyr.

Da de som sagt kommer fra Sydafrika, har de ikke nogen lang mytisk tradition i Europa. Det er ikke lykkedes os at finde myter eller astrologisk tilhørsforhold om dem. De regnes indenfor den moderne magi at stå for: Frugtbarhed, sundhed, kærlighed og beskyttelse.

--------------------------------------------------------------------------------
Eucalyptus
(Febertræ, Turisttræ, Gum)
Eucalyptus arter
Eucalyptus stammer næsten udelukkende fra Australien og Tasmanien, selvom de nu kan findes over det meste af verden. Hovedårsagen til spredningen er at man bruger den til malariabekæmpelse, da de kan optage så meget vand, at malariasumpene tørrer ud. Der findes over 500 forskellige arter. Verdens højeste træ er Eucalyptus amygdalin der er op til 145 m. høj.
Fælles for dem alle er indholdet af æteriske olier, der dog varierer stærkt i sammensætning fra art til art. Bladene dufter hos de fleste meget stærkt af eucalyptus, nogle med overtoner af citron, honning, ja sågar pebermynte.

Den almindelige Eucalyptus E. globulus er en god plante til stuen, havestuer og udendørs i store krukker om sommeren. Den kan stå både i sol og skygge. Det største problem er at styre dens voldsomme vækst. Den kan (og bør) beskæres 1-2 gange om året. Vi planter hvert år en frit ud i haven, hvor den vokser overdådigt. Så må vi finde os i at den går ud om vinteren, da den kun tåler ca. 5 graders frost.

I år har vi fået frø fra den mest hårdføre art der findes, nemlig underarten af Snow Gum
(Sne Eucalyptus) E. pauciflora ssp. niphophila. Den vokser bl.a. på Australiens skisports bjerge, og skulle kortvarigt kunne tåle ned til ca. minus 25 grader, og er ofte dækket af sne. Hvis den vil spire og trives, kan vi de kommende år glæde os over flerårige eucalyptustræer udendørs. Den bliver vist ikke større end 6 m.

Udover at blive brugt til solidt tømmer og som smagsstof i slik, hostebolcher, potpourri m.m., har de en lang tradition for medicinsk anvendelse. E. globulus er stærkt bakterie og virus-hæmmende, hvilket gør den velegnet som middel mod infektioner og feber. Især ved bronkitis, lungebetændelse, forkølelse og influenza ved indånding af dampende.
Udvortes (blandet i mandelolie) ved nervesmerter, leddegigt og hudinfektioner. Udvortes bruger man også dens harpiks, der kaldes Kino. Den bør ikke bruges indvortes uden kvalificeret vejledning! Den afskrækker lus og lopper. Vi har aldrig set noget skadedyr i dem.
Andre arter bruges mod diarre m.m.

Eucalyptus dyrkes fra frø, der for de fleste arters vedkommende spirer nemt, ved almindelig varm indendørssåning om foråret. Hvis man prikler om, skal det ske meget tidligt, da de meget dårligt tåler at rødderne bliver forstyrrede når de er større. Bedst er det at så f. eks. 3 frø pr potte, og beholde den bedste. Ved omplantning er man derfor nødt til at bruge større potter hver gang. Dog kan man topdresse (udskifte overjorden).
Den må aldrig mangle vand selv om vinteren. Den elsker gødning, men hvis man ikke holder lidt igen, vokser den lovlig hurtigt. Om vinteren vil den helst have det køligt, men kan tåle en varm stue hvid den får lidt sol.

Navnet "Turistræ" har den fået i syden, fordi den er så tørstig, og barken skaller af.

--------------------------------------------------------------------------------
Fransk Estragon
(Den lille drage - Drageurt - Kongesalat - Eddikemalurt)
Artemisia dracunculus
Fransk estragon er en ca. 60 cm. høj, flerårig plante hvis stængler deler sig. Bladene er skinnende, mørkegrønne, smalle og dufter meget stærkt af bl.a. anis. Den blomstrer med små uanselige grønlige blomster, dog sjældent i vores klima. Den breder sig ved underjordiske udløbere, men ikke aggressivt ligesom mynte.
Den er sjovt nok i malurtfamilien (Artemisia), rent botanisk set. Det er lidt svært at se, når man bare dyrker og bruger den. Den minder ikke om en malurt, hvis man ser bort fra blomsterne og en bitter eftersmag.
Den bør ikke forveksles med russisk estragon, som er den estragon man kan købe som frø. Det er en større plante med mere lysegrønne, matte blade og en helt anden duft og smag.
Planten stammer fra Sydeuropa og Vestasien.
Den er et meget velkendt og populært krydderi, især i blandinger som "Fines herbes", "Bouquet garni", Bearnaise, Hollandaise og Tartare sauce, dressinger, majonæser, marinader, kryddereddike, sennep og ketchup.
Den bruges desuden til kylling, æggeretter, fisk, kryddersmør, salat, supper, tomat, som grønt drys på smørrebrød og hvad man ellers skulle få lyst til. Man skal dog være lidt forsigtig til man har lært den at kende, da den har en meget gennemtrængende smag. Vi foretrækker den frisk, men tørret får den en lidt anden smag, der heller ikke er så ringe endda. Bruges også i snaps. Olien anvendes i mad og parfumeindustrien.

Medicinsk bruges den som fordøjelsesfremmende, varmende, febernedsættende, vanddrivende, generelt stimulerende, ormedrivende og mod kolik. Tygning af bladene kan hjælpe mod tandpine og hikke.
Indeholder store mængder af a og c vitamin, jod og andre mineraler.

Fransk estragon har ry for ikke at være særlig hårdfør overfor kulde, men det er forkert. De har tværtimod problemer med at dyrke den i det sydlige USA på grund af varme. Her bruger man i stedet lakridstagetes Tagetes lucida, som har næsten samme smag og tåler varme. Vi har hørt om folk der dyrker fransk estragon ubesværet i Finland, og vi har aldrig selv haft problemer på vores sandjord, selv om det er rigtig koldt hvor vi bor. Problemet er at den ikke tåler våd jord om rødderne i vintertiden. I lerjord og anden tung jord, der er våd om vinteren, bliver den sjældent ret gammel.
Har man en tung jord må man derfor blande grus eller lignende i for at få planten til at overvintre. Det hjælper også at plante den på et højbed.
Den trives i sol - halvskygge, helst et lunt sted med læ. Om sommeren bør den ikke mangle vand, men gødes kun moderat, da overgødning også gør den vintersart. Den bør deles og flyttes mindst hvert tredje år.

Den formeres ikke ved frø, men ved deling og stiklinger. Det nemmeste er at dele den om foråret, hvor hver udløber der er på vej op af jorden let bliver til en ny plante. Det gøres bedst når skuddene højst er et par cm høje eller før. Man kan også skære udløberne i 5-6 cm lange stykker og behandle dem som rodstiklinger. Tidligt på sæsonen kan man lave stiklinger af unge skud, der placeres et skyggefuldt sted i drivhus eller mistbænk.

Planten hører til planeten Mars. Den beskytter mod slanger og drager. Den er venlig mod hoved, hjerte og lever. Den skulle også fremme mod og styrke.

--------------------------------------------------------------------------------
Fransk Syre
(Skjoldsyre, rundbladet syre, tam syre, romersk syre, tam trindbladet surkål, spansk syre)
Rumex scutatus
En op til 45 cm høj, flerårig, lysegrøn plante med skjold-spydspidsformede små blade der er sukkulente og sprøde. I forsommeren får den gulliggrønne uanselige blomsteraks. Bladene har en elegant syrlig citronagtig smag.
Planten stammer fra bjergegne i Sydeuropa og Asien.
Planten er nem at dyrke i urtehaven og i krukker.

Der findes sorter med mere eller mindre sølvplettede blade. Udover fransk syre dyrkes også alm. syre Rumex acetosa og rød syre Rumex sanguineus. I den danske natur forekommer en del arter (skræpper), der smager mindre heldigt, men er stærkere i deres medicinske virkning.

Den franske syre har en mildere, finere og mere citronagtig smag, end de andre syrearter. Konsistensen er også bedre da den er mere sprød. Anvendes i salater, syresuppe, omeletter, fiskeretter, saucer, som grønt drys og til kød. Som spinaterstatning er den almindelige havesyre at foretrække, på grund af det større høstudbytte. Ligesom rabarber indeholder den oxalsyre, så undgå store mængeder.

Den ar foderplante for mange sommerfuglelarver. Farveplante til brune og grå farver.
Saften kan bruges som rustfjerner og til at fjerne mug eller blæk fra tøj m.m. Den bliver også brugt i kølende drikke, da den slukker tørst.

Medicinsk virker den beroligende, rensende, mod feber og leverlidelser. Den styrker fordøjelsen, er let afførende og c-vitaminholdig. Udvortes mod hudlidelser.
Bør ikke bruges ved gigt eller nyresten.

Dyrkes i sol til halvskygge i enhver almindelig havejord. Blomsteraksene bør fjernes hvis man er interesseret i en fortsat bladhøst og ikke i frø. Formeres bedst ved frø der spirer lystigt om foråret. Større planter kan deles forsigtigt. Planten vil som oftest selvså, men ikke så langt fra moderplanten.

Den hører til planeten Venus.

--------------------------------------------------------------------------------
Grøn mynte er en kraftigvoksende opret mynte med lange spidse blade og stive til tider rødlige stængler. Den blomstrer i august-september med lyslilla blomsteraks. Højde ca. 60 cm. Den har en kraftig mynteduft, der ligger mellem de milde grønne myntetyper, og de stærke ofte rødlige pebermyntetyper.
Den stammer fra det centrale Europa. Herhjemme kan den af og til findes forvildet nær bebyggelse.
Den egner sig fortrinligt til krukkedyrkning, så længe man potter den om tit. Frit udplantet er man nødt til at tage højde for dens voldsomt spredende karakter. Den kan sende flere meter lange udløbere af sted. Mange bruger at plante den i nedgravede betonrør eller spande uden bund. Man kan også grave alle udløbere grundigt op forår og efterår, men man skal regne med en del efterlugning.

Den kan plantes i den vilde have, hvis der er lidt fugtigt eller skyggefuldt.

Der findes en kruset form der er kendt som krusemynte (honningmynte) Mentha spicata var. crispa. Der eksisterer et utal af myntearter og især krydsninger mellem dem. Så mange at en munk engang har udtalt, at han hellere ville lære bibelen udenad, end gøre rede for myntearterne. Dette har også medført en del forvirring omkring deres navne, så den samme mynte kan have en del navne, eller samme navn bruges om forskellige slags.

Som krydderi bruges den til salat, desserter, is, gele, myntesauce, kødretter især lam, slik m.m. Det er som oftest denne art der bruges i den engelske myntesauce. Det er en fortrinlig theplante både frisk og tørret. I de arabiske lande er der rige traditioner for at drikke stærk myntethe.

Medicinsk virker den krampeløsende, vanddrivende, sveddrivende, stimulerende, opbyggende, vinddrivende, modvirker kvalme, parasit og virushæmmende, antiseptisk, m.m.
Derfor bruges den blandt andet ved feber, hovedpine, tandpine, fordøjelsesbesvær, forkølelse og influenza. Den hjælper på koncentrationen. Udvortes mod sår, infektioner, gigtsmerter, muskelsmerter, hovedpine og lign.

De forskellige mynter er gode bi og sommerfugleplanter. De bruges i snaps. De virker også afskrækkende på visse insekter, hvorfor man anbefaler at dyrke dem hist og her i køkkenhaven, især nær kål og tomater. Mus og rotter hader duften, så førhen brugte man den på kornlagre, og til at strø på gulve. Desuden er den blevet brugt mod møl og til balsamering.
Der dyrkes umådelige mængder mynte på verdensplan til fremstilling af æterisk olie der bruges i fødevarer, cigaretter, sæbe, tandpasta, kosmetik, medicin og parfume. 1 ton blade skulle give ca. 4 liter æterisk olie.

Mynte kan lide god fugtig, næringsrig, muldrig jord evt. lerjord. Den bliver stærkest i fuld sol, men så må den ikke mangle vand. Den trives godt i halvskygge, og kan også vokse i mager jord, igen betinget af rigelig med vand.
Det er vigtigt for dens trivsel at den bliver flyttet mindst hvert andet år. Den viser jo selv med sine udløbere at den vil have ny jord. Tvinger man den til at blive stående på samme sted sygner den efterhånden hen. Man kan dog forlænge dens ophold med rigelig kompost.
Den er utrolig let at formere ved deling eller stiklinger, allerbedst af udløberne. Frøformering bruges næsten ikke, da de krydser så let, og selv uden krydsbestøvning kan man ikke regne med at afkommet dufter ligesom forældrene.

Mynte hører til planten Venus. Den hører hjemme i dødsriget. Den der drikker mynte kogt i vin kan ikke blive beruset. Drukket om morgenen stiller den al begær. Den virker elskovsfremmende og elskovshæmmende afhængig af hvem man spørger (araberne el. europæerne).

--------------------------------------------------------------------------------
Gyldenris
(Almindelig gyldenris)
Solidago virgaurea
Gyldenris er en flerårig kurvblomst på op til 1 meters højde, med søjleformet vækst og gule blomster. Den blomstrer i sol fra juli til oktober. Den er temmelig almindelig i den danske natur. Der findes flere andre amerikanske arter, som bruges i haver som prydstauder. Det er ikke dem vi taler om her, da de ikke har helt de samme medicinske virkninger.
Ud over at være en ganske køn staude, er det en fremragende plante for insekter, bier og sommerfugle. Det myldrer altid omkring den, når den blomstrer.
Medicinsk bruges den først og fremmest ved nyre og blærelidelser af alle slags, på nær kronisk nyrebetændelse. Den skulle endda skulle kunne skylle nyre og blæresten ud. Den er stærkt vanddrivende, bakteriehæmmende og svampedræbende. Den er virksom mod Candida albicans og visse former for gigt. Udvortes og indvortes mod sår og betændelse. Den er desuden slimløsende, mildt beroligende og en antioxidant. Skulle være god ved chok og andre sjælelige belastninger.
Den er en velkendt farveplante. Blomsterne bruges til en bitter snaps. Bladene bruges til the.

Planten trives i næsten enhver jord, men bør flyttes med få års mellemrum, hvis den rigtig skal udfolde sig. Elsker sol men tåler nogen skygge. Den formeres let ved deling forår eller efterår.
Den kan også nemt frøformeres forår eller efterår. Frøene skal næsten ikke dækkes af jord, da de skal have lys for at spire. Selvom frøene kan være lidt længe om at spire skal de nok komme. Faktisk sår den sig selv så kraftigt på ethvert stykke bar jord i nærheden, at det kan være klogt at høste og fjerne frøene, inden de er modne. Det gør den til gengæld velegnet til styrede "Wild gardens".

Planten hører til planeten Venus. Vi har mærkelig nok ingen myter kunnet finde om planten, men det er jo almindeligt for planter som munkene sydfra ikke brugte. Ud over at tilføre os viden om de planter de bragte med sydfra, har de jo desværre også med stort held, udryddet den hedenske folkeviden vi selv havde.

--------------------------------------------------------------------------------
Gåsepotentil
Potentilla anserina
Denne plante er mest kendt som et meget aggressivt ukrudt. Den har lange rodslående udløbere ligesom jordbær. Den står dog lige nu i en flisekant i vores indkørsel, og er utrolig flot, med sine 10 cm. sølvfarvede blade, der rækker opad. Om ikke så lang tid begynder den at blomstre med sine nydelige gule "smørblomster".
Har man et sted i haven, hvor den er spærret inde (eller man er omhyggelig med at bortluge udløbere), er det en pragtfuld kantplante. Den tåler fuld sol, og vokser udmærket på mager jord. Det er en rigtig pionerplante, der kan tage bar jord i besiddelse.
Den findes både i Amerika, Asien og Europa. Kelterne og Indianerne har spist den kogte rodstok.

Medicinsk virker planten sammentrækkende og antiseptisk. Den er blodstandsende, virker mod diarre og som gurglemiddel mod halsonder. Udvortes hjælper den mod hudrødme, fregner og solskoldning.
Det mest interessante er dog nok, at tyskerne under anden verdenskrig, fremstillede piller og kapsler af den, mod kramper og menstruationssmerter.

--------------------------------------------------------------------------------
Hestemynte
(Bergamottemynte)
Monarda didyma
Hestemynten er amerikaner. Den stammer fra Oswego distriktet ved Lake Ontario. Den er også kendt under navnet Oswegote. Det er en staude, omkring 1 m. høj, med de mest vidunderlige skarlagenrøde blomster. Eller hedder det postkasserøde?
Hestemynten dukker op som et grønt jorddække i løbet af april. Den er tæppedannende, men sender ikke udløbere langt væk som mange andre mynter. Den breder sig mere stille og roligt. Senere sender den blomsterstanderne op med med mellemrum. Disse blomster er usædvanlig iøjnefaldende, og humlebier, bier og sommerfugle opdager dem hurtigt.
Både blade og blomster dufter vidunderligt. Duften minder om bergamotte-appelsinen som er smagsgiver til earl grey te. Man kan lave te af såvel friske som tørrede blade og blomster. Hvis man laver den af blomster, bliver teen rød.
Blade og blomster bruges i salater, vin, snaps og drinks. Derudover i potpourri, duftposer og som hårvand m.m.
Medicinsk bruges den mod tarmluft, kvalme, hoste, hovedpine, bumser (udvortes) og søvnløshed. Planten er bakteriehæmmende og stimulerende.

Den bør dyrkes i velgødet, fugtig men veldrænet jord, i sol til halvskygge. Hvis jorden ikke er fugtholdende, bør man nok foretrække halvskygge. Det er meget vigtigt at flytte planterne mindst hvert tredje år, da de ellers som regel sygner hen. Det har den tilfælles med de "rigtige" mynter, og forøvrigt en del andre stauder.

Den er let at formere, ved deling og stiklinger. Den kan også frøformeres.

--------------------------------------------------------------------------------
Hjertespand
(almindelig hjertespand, hjertespænd, moderurt)
Leonurus cardiaca
Hjertespand har en stiv opret flerårig plante, med flere stængler og mørkegrønne indskårne blade. Stænglerne er rødlige og markant firkantede og bladene sidder modsat som på andre læbeblomster (mynte, melisse m.m.). Den bliver omkring 1 m. høj.
Den blomstrer omkring juli - august med små rødlige blomster i bladhjørnerne.
Planten stammer fra den tempererede zone på den nordlige halvkugle. I Danmark findes den hist og her, forvildet fra dyrkning
Den kan dyrkes i krukke, men er også med sin stive vækst velegnet i haven som et lavt læhegn eller afgrænsning af et bed om sommeren.
Med sit meget mørke helhedsindtryk, er den en god baggrunds- og kontrastplante, der fremhæver andre planters farver, lidt i stil med en grantræsbaggrund.

Som krydderi er den på grund af sin bitterhed ikke velegnet, dog har vi set blomsterne nævnt som krydderi i linse eller ærtesuppe. Blomsterne er også blevet brugt til the og som krydderi i øl. Blomsterne bliver endvidere besøgt flittigt af bier.

Medicinsk virker den bla. nerveberoligende, menstruationsregulerende, blodtrykssænkende, krampeløsende, vanddrivende, kolesterolnedsættende, bakterie og virushæmmende.
Den anvendes, som navnene antyder, først og fremmest mod hjerteproblemer som nervøst hjerte, hjertebanken, åndenød, , chock og skræk. Derudover ved forsinket menstruation, menstruationssmerter PMS, mave- tarmlidelser, og hals- lungebetændelse.
Dens beroligende virkning kan måle sig med baldrian, og den er i følge nogle mere effektiv end denne. I Rusland kan man endda købe friskplante-tinktur på apoteket som beroligende middel. Alt i alt en spændende plante.
Den bruges helst frisk evt. tørret, men da den smager umådeligt bitter, bliver den ofte udtrukket i alkohol (tinktur) eller tilsættes sirup. Til tørring er det vigtigt at den høstes ved begyndende blomstring.
Sibirisk hjertespand L. sibiricus bruges til nogenlunde de samme ting.
Planten bruges ikke ved graviditet, eller ved for kraftig menstruationsblødning.

Den trives i enhver jord i sol eller halvskygge. Dog får den let meldug sidst på sæsonen, især hvis den står for tørt. Den formeres nemt ved frø eller deling. Ofte sår den sig selv livligt. Som mange stauder er den et par år om at nå fuld størrelse.

Den hører til planten Venus og løvens tegn. Den fordriver melankoliens dunster fra hjertet og gør sindet fornøjet. Planten styrker og hjælper en med at finde meningen med ens tilværelse og hjælper med til, at man kan nyde det dermed forbundne arbejde. Den styrker troen på ens sag og troen på succes. Den bruges til beskyttelse, og til at afværge trolddom.

--------------------------------------------------------------------------------
Hulkravet kodriver
(Skt.. Peters nøgler - Himmelnøgle - Vor Frues Nøgleblomst)
Primula veris
En op til 30 cm. høj plante med en frodiggrøn bladroset ved jorden, der er stedsegrøn under beskyttede forhold.
Blomster er gule med orange pletter indeni og har en karakteristisk sød duft.
Den blomstrer som en sand forårsbebuder omkring maj, med blomsterstandene højt løftet. I Spanien og Italien kaldes den for primavera, der betyder forår.
Den vokser vildt i Europa og Vestasien, men herhjemme er den efterhånden så sjælden, at den ikke bør indsamles vildt, men dyrkes.

Den egner sig til at stå mellem buske og træer. Den kan også klare sig i en blomstereng og mellem græs der bliver klippet eller afgræsset.
Blomsterne bruges i vin, the, snaps, syltetøj og kandiseres. Unge blade og blomster spises i salater. Bladene kan stuves, bruges i farsretter og pandekager m.m. Tørrede eller friske blade bruges som te erstatning.
Blomst og rod i potpourri.

Roden er slimløsende og vanddrivende, og anvendes ved hoste og gigt. Bladene har samme virkning, men svagere.
Blomsterne er beroligende, krampeløsende, betændelseshæmmende og modvirker frie radikaler. De bruges ved søvnløshed, hyperaktivitet, stress, astma, bronkitis, allergi, hovedpine og feber. Som omslag mod rynker, bumser, fregner, migræne og solskoldning.
Bladene er meget c-vitaminholdige.

Virkningerne er temmelig velundersøgt i nyere tid.
Må ikke bruges ved graviditet, aspirin allergi (da den indeholder salicylsyrer) eller sammen med antikoagulationsmidler. Store doser kan give diarre og opkastning. Kan hos enkelte mennesker give hudirritation, hvilket dog ikke er så udtalt som hos visse andre arter af primula. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver 0,1 gram af blomsterne som højeste daglige dosis. Den tyske angiver 1 gram af roden som højeste daglige dosis.

I lighed med en del andre primula arter foretrækker den en god fugtig muldjord i halv til helskygge et køligt sted, men den tåler bedre tør jord end de andre primulaer. Efter blomstringen bør den ikke tørre så meget ud at rosetten visner, da det går ud over næste års blomstring. Den bliver sjældent ret gammel, hvis den ikke bliver flyttet ca. hvert andet år.
Den formeres nemt ved deling, eller ved at så de friske frø overfladisk i juli. Gemmer man frøene går de i dvale, og skal så udsættes for kulde for at spire. Dette gøres nemmest ved at så dem om efteråret eller tidligt forår. De spirer ikke ved temperaturer over 20 grader C.

Kodriver hører til planeten Venus og vædderens tegn (Culpeper), i følge sigøjnerne hører den til vandmandens tegn. Det er alfernes urt. Den voksede oprindeligt op der hvor Skt. Peter tabte nøglerne til himlens port.

--------------------------------------------------------------------------------
Isop
Hyssopus officinalis
Planten vokser vildt i Sydeuropa.
Omkring 1 m. høj halvbusk med smalle og spidse blade og lange blomsteraks med blå blomster. Den findes også i lyserød og hvid. Den er stærktduftende.
Den er køn nok til at kunne bruges i et staudebed, og tåler at blive klippet som lav hæk. Det er en overordentlig tørketålende plante, der også klarer sig forholdsvis godt i konkurrence med ukrudt. Derfor velegnet til den vilde have. Kan også dyrkes i krukker og potter.
I blomst fra juli til september har den en uimodståelig tiltrækning på bier, sommerfugle og andre insekter. Med ca. 30 centimeter mellem planterne kan den bruges som jorddække i sol.
Sammen med de mange anvendelsesmuligheder er det en plante, det ville være synd at undvære i haven.
Som krydderurt bruges blade og blomster. Bruges i fede retter, fed fisk (her undertrykker den fedtsmagen og gavner fordøjelsen), gryderetter, fjerkræ, pølser, salater (blomster), supper, kartofler, æg, bønner, kager, desserter og eddike m.m. Den har en særegen stærk, let bitter og pebret smag, så man skal ikke bruge for meget af gangen.
Den kan drikkes som the, evt. med honning. Blomsterne farver theen blå. Den anvendes i vin og likører, blandt andet Chartreuse og Benediktinerlikør. Er vist nok også blevet brugt i øl, i hvert fald sagde man i det 17. århundrede, at den engelske dronning Henrietta Maria var Europas smukkeste dronning, fordi hun hver morgen drak varm øl med isop på fastende hjerte. Hvis denne tanke ikke virker tiltalende, skulle det også hjælpe at vaske ansigtet med urten kogt i mælk.

Medicinsk bruges den først og fremmest til forkølelse, hoste/bronchitis, bihulebetændelse og herpes. Den er god ved kolik og feber. De knuste blade er et glimrende sårhelende middel. Planten er stærkt bakterie og virushæmmende, mildt slimløsende, fordøjelsesfremmende og beroligende, i bade mod reumatisme. Den bør ikke anvendes medicinsk af gravide og ved for højt blodtryk.

Planten bruges også til parfume, skintonic, som strøplante på gulve, som røgelse, duftplante, potpourri og i buketter. Den har ry for at forbedre udbytte ved vinstokke. Nogle siger at den hjælper mod kålsommerfugle, andre det modsatte.

Dyrkningen volder sjældent problemer, så længe planten får sol eller mindst halvskygge. Det eneste der kan slå den ihjel, er en våd og tung jord om vinteren. Den har ikke noget imod god jord, men klarer sig fortrinligt selv på mager tør jord. Hvor andre middelhavsurter som f.eks. oregano (den er ellers rimelig sej) begynder at lide under tørke og hænge, klarer isop sig stadig udmærket. Den siges at være kalkelskende og kræve et ret højt ph-tal, men på vores let sure hedemuld har vi aldrig oplevet problemer. Den bør skæres meget kraftigt tilbage i april, for ikke at blive ranglet og træls.
Den formeres ved frø, deling, stiklinger, eller aflægning. Frøene der bliver siddende længe i frøstanderen spirer hurtigt om foråret. Vi har prøvet at høste frøene i midten af april, og straks så dem udendørs, med stort held. Der dukker som regel også småplanter op omkring planten

Planten hører til Jupiter og krebsens tegn og symboliserer renhed. Som rensende urt er den blevet brugt til rituel rensning af templer. Den er et glimrende middel mod djævle, hekse og trolddom. Den plante der bliver kaldt isop i Bibelen er en anden plante. Det beror på en fejloversættelse.

--------------------------------------------------------------------------------
Jernurt
(Tinurt)
Verbena officinalis
Jernurt er ikke nogen særlig iøjnefaldende plante, men er til gengæld en sagnomspunden og meget anvendelig urt.
Den bliver omkring 60 cm. høj med småbitte lyserødlig-hvide blomster. Den er 1-flerårig, med en god selvsåning hvis der er bar jord omkring den.
Den kan (sjældent) findes forvildet i landets sydlige egne.

De unge blade kan bruges i salat m.m., men vi bryder os ikke om den temmelig bitre eftersmag. I de rette (små) mængder kan lidt bitterhed dog være velkommen.
Til gengæld er der mange der værdsætter den som the. Især dem der er trætte af urtethe, der smager af mynte eller lakrids m.m. Man kan bruge friske eller tørrede blade. Den bør ikke trække ret lang tid, da den så let bliver for bitter.

Medicinsk er den hjertestyrkende, stimulerer lever og nervesystem, adstringerende og urindrivende i mild grad. Bruges mod hovedpine, depression, søvnløshed, gulsot, mavekramper, feber, forsinket menstruation og til rensning af sår m.m. Det er jo en del, og førhen blev den anbefalet mod alle sygdomme. Desuden er den et gammelt elskovsmiddel. Bør bruges med måde, og ikke af gravide.
Den trænger vist til at blive undersøgt nærmere igen.

Førhen blev den brugt til hærdning af jern.

Den trives i veldrænet jord og sol. Tåler både tør og mager jord, og kan endda klare sig nogle år i konkurrence med græs, når den først er etableret. Det gør den velegnet til en solrig blomstereng. Som regel er den kortvarig flerårig, men nogle gange kan den stå i mange år på samme sted.
Den formeres nemt ved almindelig såning af de bittesmå frø om foråret. Sås i overfladen. Kan også deles og stiklingeformeres.

Jernurten hører til Venus, med visse hentydninger til Jupiter.
Hvis man putter jernurt i en lås, og puster på den springer den op. Romerne brugte den i renselsesceremonier. Den gør børn lærenemme og forstandige. Kvinder bør have den med i barselssengen til beskyttelse af hende og barnet. Den beskytter mod ulykke, hekseri og trolddom, og giver velstand. Gnider man sig med planten kan ingen modstå ens kærlighed, og den forsoner ægteskabelige stridigheder. Bindes den til halen af en hest, løber den hurtigere. Og meget mere!
Denne plante ville vi nødig undvære.

--------------------------------------------------------------------------------

Svar:


Svar forfatter: Wild Flower
Besvaret den: 18 jul 2008 22:16:14
Besked:


Fantastisk indlæg....... TAK

Wild Flower


Svar forfatter: Zeezeeezee
Besvaret den: 25 jul 2008 02:55:35
Besked:

Kamille
(Ægte kamille, vellugtende kamille, lægekamille, dansk kamelblomst, kamilleblomst, sankthansblomst, tysk kamille, korelblomst, sødurt, munkekrone, rugurt med flere). Kært barn har mange navne.
Chamomilla recutita (Matricaria chamomilla, Matricaria recutita)
Kamille er 1årig-vinterannuel og har en frodiggrøn busket bladmasse med stærkt fjersnitdelte blade. Blomsterne har hvælvet gul kurvbund og hvide randkroner, der bliver nedadbøjede. Kurvbunden er hul, til forskel fra andre kamillearter. Den bliver ca. 30-50 cm høj, og blomstrer normalt fra juni-oktober. Den dufter æbleagtigt, hvorfor den også er blevet kaldt jordæble.
Planten stammer fra Forasien og Sydeuropa, men er nu udbredt over hele Europa. I Danmark var den førhen almindelig forvildet på god jord, men er i kraftig aftagen.
Hvis bare den får sol, kan den dyrkes i krukke, på bed, i blomsterengen/den vilde have eller som pletvise selvsåninger rundt omkring i haven.
Ud over denne art dyrkes romersk kamille og fyldt romersk kamille. De er begge flerårige og har nogenlunde samme anvendelse som kamille. Dem vender vi tilbage til en anden gang. I naturen finder man oftest lugtløs kamille og skivekamille som ikke er så interessante. Der findes også en marokkansk kamille, som hører til en anden familie. Den bliver brugt til at lave en såkaldt kamilleolie af. Denne olie har ingen medicinsk værdi, men er billig i forhold til den meget dyre olie af ægte kamille.

Den bruges ikke meget som krydderi, men blomsterne bruges i kager bagværk og desserter. I Spanien bruges den som krydderi i sherry. Mest kendt er den som the. Det er kun blomsterne man bruger, med så lidt stilk som muligt. Der findes en særlig kamillekam (ikke ulig en blåbærkam) til at høste dem med i større mængder. Den bruges i snaps.

Kamillen har som lægeplante været kendt altid og alle steder i den vesterlandske kultur. I den urteløse tidsalder holdt den alene skansen som lægeplante, mens persille, dild og purløg næsten var de eneste tilbageværende krydderurter.
Den virker meget mildt og tåles af selv meget små børn.
Den virker bla. vanddrivende, fremmer menstruation, Uddriver blæresten hjælper mod mavepine, tandpine, mod orm, forkølelse, hovedpine, kolik, diarre, er nervestyrkende, beroligende, krampestillende, sveddrivende, mod betændte sår og bylder, øjenbetændelse, allergi, eksem, herpes, bakterie- virus og svampehæmmende.
Man kan næsten blive ved. Nogle af de gamle urtekyndige mente at den hjalp mod alle sygdomme.

Følgende afsnit er taget fra lægemiddlkataloget:
Til indvortes brug: Betændelsestilstande i ventrikel, tyndtarm og tyktarm, oppustethed, spasmer i fordøjelseskanalen, milde former for søvnbesvær. Til udvortes brug: hud og slimhindelidelser, betændelse i næse, svælg og bronkier (inhalation) i mund og tandkød (skylning), hudirritationer (omslag, bad, salve), irritation i endetarmsåbning eller ydre kønsorganer (bad).
I meget sjældne tilfælde forekommer kontaktallergi.

Det er en af de biodynamiske præparatplanter. Den kan bruges som gødningstilskud og til at fremme omsætningen i kompost. Den hjælper syge planter i dens nærhed og hæmmer jordboende nematoder i lighed med tagetes. Den forbedrer jordstrukturen på grund af dens særlige forhold til blandt andet kalk. En plante pr. 100 kornaks forbedrer høsten. Den æteriske olie bliver anvendt i mange slags kosmetik og giver gyldent skær i håret. Desuden som smagsstof i fødevarer. Man udvinder en gul farve af blomsterne. Udtræk anvendes mod diverse plantesygdomme. Førhen blev den brugt som strøurt på gulve.

Den trives i enhver jord i fuld sol. Den kan ikke lide meget mager jord, men for rigelig med gødning og vand kan dog mindske blomstringen til fordel for en stor bladmasse. Hvis man høster blomsterne så snart de springer ud, vil den blive med at blomstre i lang tid. Man undgår dermed også, at der når at kommer fluelarver i blomsterbunden.
Den formeres ved frø enten om foråret eller om efteråret. I naturen spirer frøene som oftest i sensommeren, hvorefter den overvintrer som grønne rosetter. Disse planter blomstrer mere og tidligere end forårssåninger.
Planten selvsår livligt.

Kamille hører til solen. Heksene lader deres urin på planterne på vej til Bloksbjeg, den indsamles derfor bedst Skt. Hans-dag inden middag, da den ellers mister sin kraft.. Er hjernen hidsig, skal fødderne bades i kamillethe. Kamillethe kan stænkes mod hekse. Man skal neje for kamillen, da den gør så meget godt.
Man mister aldrig livet på grund af infektioner, hvis kamille indgår i kosten eller theen.

--------------------------------------------------------------------------------
Kamæleonplante
(Kamæleonblad, Tsi)
Houttuynia cordata var. "Chamaeleon" ("Variegata")
En flerårig plante med røde stængler og rød-hvid-grøn og gulbrogede blade. Den har ganske kønne hvide blomster med gul midte, og bliver op til 50 cm høj ofte lavere. Planten breder sig ved underjordiske udløbere, på fugtig jord temmelig kraftigt.
Den stammer fra Sydøstasien.
Den er kendt som som en iøjnefaldende prydplante, men bruges både som krydderi og medicin i Asien. Man kan dyrke den i staudebedet, som bunddække, i krukker, som hængeplante og i et sumpbed.
Stamformen har grønne blade med rødlige kanter. Den findes i 2 duftvarianter. Den ene dufter af koriander, den anden nærmest af appelsinskal (det er den vi har). Det er en lidt særpræget duft, af typen man enten hader eller elsker.
I madlavning bruges bladene i salat, til æg, fisk og som spinat m.m. Bladene kan også syltes. Rødderne (udløberne) kan koges.

Medicinsk bruges den ved infektioner i luftvejene og urinrøret. Udvortes mod eksem og andre hudproblemer. Den er bakteriehæmmende, vanddrivende og afførende.

Planten er hårdfør i Danmark, og trives et fugtigt sted i sol-halvskygge. Jo mere fugtigt, jo mere sol kan den tåle. På tør jord i sol visner bladene nemt om sommeren. Den kan dog så skæres ned og vandes, hvorefter den kommer fra bunden igen. Den fryser ned og dukker ret sent op igen om foråret.
På fugtig jord kan den fungere som bunddække, der breder sig meget kraftigt. Den brogede varietet som vi taler om her er lidt mindre vækstkraftig end den grønne hovedart.
Den formeres uhyre let ved deling, rodudløbere og stiklinger.

--------------------------------------------------------------------------------
Kanarisk hjertensfryd
(Balm of Gilead)
Cedronella canariensis (C. triphylla)
Dette er en op til 1,5 m. høj delvis stedsegrøn, hurtigvoksende flerårig busk, med mørkegrønne blade og lyserøde blomsterhoveder. Hele planten dufter kraftigt og eksotisk parfumeret. Duften kan beskrives som en blanding af balsam, moskus, kamfer, citron og cedertræ.
Planten stammer fra de canariske øer, hvor den bliver brugt til the, under navnet
"Thé de canares"
Det er en velegnet potteplante ude som inde, under frostfri forhold. Om sommeren kan den plantes frit ud i haven. Planten tåler fint beskæring og kan opstammes til et lille træ, der efterhånden får en barket stamme.
Udover som smuk duftplante bruges den først og fremmest til the. Første gang vi skulle prøve den, var vi lidt skeptiske på grund af dens stærkt parfumerede duft, men den smager noget anderledes end den dufter. En dejlig the som man vender tilbage til. Kan både bruges frisk og tørret.
Duften hører for øvrigt til den type man til at begynde med enten hader eller elsker, men næsten alle bliver meget glade for den ved tilvænning.
Den bruges endvidere til potpourri og duftposer.

Den bruges mærkelig nok ikke medicinsk. Nogle steder angives medicinske virkninger af den, men det drejer sig sandsynligvis om forveksling med Balsamtræ Commiphora opobalsamum og Balsampoppel Populus balsamifera, som begge også bliver kaldt for "Balm of Gilead". Os bekendt er der ingen tradition eller nyere undersøgelser, der har afdækket dens eventuelle medicinske virkninger.

Trives i almindelig god veldrænet jord og fuld sol. Udendørs er et lunt sted at foretrække. Da den vokser overordentlig hurtigt må den ikke mangle gødning, da bladene så bliver gule. Dette er særlig vigtigt i potter. Frit på jorden plantes de med 30-50 cm. imellem.
Overvintres frostfrit fra 0 grader C. til stuetemperatur. Den er udmærket som stueplante hvis den står solrigt. Kan muligvis overvintre ude med kraftig vinterdække, men det kan næppe betale sig.
Formeres nemt ved frø, deling og stiklinger. Selv i kolde somre plejer vi at få modne frø fra de frit udplantede eksemplarer. Frøplanterne ligner små brændenælder. Den kan endda så sig selv, men disse planter når sjældent at blive til noget særligt før frosten tager dem.

--------------------------------------------------------------------------------
Kommen
Carum carvi
Kommen er et uhyre velkendt krydderi i Danmark, brugt i ost, brød, til kål mm. Desværre er der ikke så mange der dyrker den selv, hvilket er nemt og giver godt på meget lidt plads. Konventionel dyrket kommen er udsat for et ret hårdt sprøjteprogram, så dyrk den selv eller køb økologisk kommen (hvis det findes).
Denne ca. 60 cm. høje 2-3 årige plante er køn med sine frodige friskgrønne "gulerodstoppe" og et væld af blomster i hvide skærme.
Før i tiden kunne man finde den i naturen, men det er efterhånden sjældent nu om dage.

Som krydderi er frøene mest kendt. De bruges som sagt til ost, brød, supper, kiks, fedt kød, gås, borsch, gullasch, og grøntsagsretter (især med kål, løg og bønner), hvor de modvirker luft i maven (de opsuger vinde og er en fornøjelse for maven og smagen, i følge Gerard). Her må vi heller ikke glemme at den er det klassiske krydderi i dansk brændevin. Frøene bør altid bruges med forsigtighed, da smagen er temmelig gennemtrængende.
De unge blade er gode som grønt drys på pålæg, i salater og supper mm.
Roden der efter manges mening er en delikatesse, kan bruges som pastinak, men er stærkere i smagen. I følge Culpeper (1600-tallet) er de langt sundere som menneskeføde end pastinak.

Medicinsk virker den først og fremmest befordrende på fordøjelsen og appetitten. Gammelkendt middel mod kolik hos børn som the Desuden brugt mod hoved- og tandpine. Frøene eller de friske frø tygges for at forbedre appetitten fordøjelsen og mod dårlig ånde. Bakteriehæmmende og orme-urindrivende.

Den udvundne olie bruges til sæbe og parfume. Planten er god i haven da den som de fleste andre skærmplanter tiltrækker svævefluer, hvis larver jo er udprægede bladlusejægere.

Kommen trives på enhver jordtype, bare den ikke er våd om vinteren. Den bør helst stå i sol. Sås bedst med det samme når frøene er modne omkring august-september måned. Man kan også så den om foråret. Den blomstrer og sætter frø andet eller tredje år. Som regel har man derfor frø 2 år i træk, hvis man man har sået nogle planter.
Man skal følge med i modningen, da frøene lige pludselig rasler af. Derfor høster man ofte af flere omgange, ved at ryste planterne forsigtigt over en balje eller lignende. Den sår sig selv, hvis der er et stykke bar jord omkring den.
På grund af dens meget lange pælerod kan den ikke lide at blive flyttet.

Det er en beskyttende og bindende urt, der bruges mod heksekraft og det onde. Den beskytter mod tyveri, mod onde øjne og mod utroskab. Planten er under indflydelse af planeten Merkur.

--------------------------------------------------------------------------------
Kvan
Angelica archangelica
Kvanen, denne sagnomspundne lægeplante og krydderurt står med sine friske nye skud lige nu.
Det er den første plante der blev dyrket i Danmark. Det foregik i vikingernes kvangårde, der var indhegninger, hvor de dyrkede planten evt. sammen med Brændenælde. Senere i historien blev de til kålgårde (grønkål) formodentlig på munkenes initiativ. De kendte ikke kvanen så godt, da det er en typisk nordisk plante. Norge har endda haft en stor eksport af den i tidligere tider. Den dag i dag er den en vigtig del af eskimoernes kost.
Den er fortræffelig , hvis man er forkølet eller har influenza, som det jo nemt sker på denne årstid. Man tager bare og spiser et stykke blad, og i løbet af kort tid har man det bedre.
Den stimulerer alle cirkulations og udskillelsesprocesser i kroppen. Den er krampeløsende, febernedsættende, fordøjelsesfremmende, urindrivende, betændelseshæmmende m.m. Bruges endvidere ved anorexia, bronchitis, migræne og menstruelle problemer. Udvortes mod rheumatisme, neuralgier og lungehindebetændelse.
Kvan bruges også som grønsag i marmelade og frugtkompot (rabarbergrød bla.), hvor den kan være med til at nedsætte sukkertilsætningen. Før i tiden blev den sågar brugt som slik; børnene spiste stænglerne. Den er også en meget brugt smagsingrediens i likør. Tørrede blade bliver brugt som teerstatning. Stænglerne kandiseres.

Alt på planten kan bruges. Vi vil gerne anbefale at lave snaps på de unge blade. Man kan lave snaps af alle dele af planten, men bedst (synes vi) er snaps på de unge blade. Den skal ikke trække mere en et døgnstid alt efter smag og behag. Den får en fin lysegrøn farve.

Dyrkningen er nem. Den tåler både sol og skygge. Den foretrækker en fugtig næringsrig jord, men overlever ellers stort set alle forhold. Under gode forhold bliver den over 2 m. høj. Den er 2-årig og blomstrer derfor først andet år. Under dårlige betingelser bliver den dog både 3 og 4 år gammel før den blomstrer. Det er ikke altid den går ud efter blomstring. Det sker at den starter nye skud fra bunden der så fortsætter væksten det følgende år. Den sår sig selv livligt.
Hvis man vil så frø er det bedst at gøre det lige så snart de er modne. De spirer så med det samme. Hvis de bliver gemt, kan de ikke spire, før de bliver udsat for frost. Dog kan de sås nu indtil ca. 1 april.

Sidst vil vi lige nævne at under blomstringen, tiltrækker den et væld af insekter, bla. Bier. Dette er jo et yderligere plus for den økologiske balance i haven.

--------------------------------------------------------------------------------
Lavendel
(Ægte lavendel - Smalbladet lavendel - Hunlavendel)
Lavandula officinalis (L. angustifolia, L. vera)
Lavendel er en ca. 1 m. høj, delvis stedsegrøn, flerårig busk. Bladene er nåleformede og grågrønne, farven svinger lidt med årstiden. Blomsteraksene er blåviolette, men findes i en del nuancer, fra næsten hvid til næsten blå. Hele planten har en kraftig duft.
Den stammer fra bjergegne i Sydeuropa, i lavlandet vokser andre knap så hårdføre, og knap så medicinsk interessante arter. Det er derfor vigtigt at få fat i en plante med et af ovennævnte latinske navne, da gartnere tit har de andre arter til salg. Der findes et væld af sorter.
Det er en gammelkendt staude (halvbusk) der ofte bliver brugt som klippet kantplante eller i større grupper. Den egner sig også til krukker og potter.
Som krydderi er den ikke almindeligt brugt herhjemme, på grund af dens meget gennemtrængende smag, men i små mængder bruges den i blandingen "Herbes de Provence", i suppe, kaninkød, lammekød, marinader og gele.
Blomsterne i salater, bagværk, marmelade, is, slik, kandiserede blomster som kagepynt. Bladene bliver også brugt til snaps, the, drinks og eddike.

Andre anvendelsesmuligheder er i potpourri, duftposer, duftlys, parfume, kosmetik, mølposer, til at holde fluer og myg væk, badevand. Det er en fremragende bi og sommerfugleplante.

Medicinsk virker den krampeløsende, stimulerende, antiseptisk, vanddrivende, sveddrivende, ormedrivene, beroligende, smertestillende, nerveberoligende.
Den bruges mod fordøjelsesbesvær, hovedpine, migræne, nervøsitet, udmattelse, kvalme, svimmelhed, dårlig ånde, gigtsmerter, søvnløshed, depression, søvnløshed, højt blodtryk, menstruationsproblemer, hudproblemer, forkølelse, influenza, hovedlus m.m.
Den bør kun indtages i mindre doser.

Den dyrkes i fuld sol, bedst på en ikke alt for næringsrig jord. Vanding er sjældent nødvendigt. Planten har en tendens til at blive lang og ranglet, hvorfor den bør skæres tilbage hvert forår. Man skærer den kun så langt ned, at der stadig er blade tilbage på stænglerne. Hvis de skyder fra jorden, kan man skære dem helt ned. Ældre planter der er blevet ranglede kan flyttes og graves lidt dybere ned så den bliver mere kompakt igen.

Større planter formeres nemmest ved at dele dem. Det er normalt ikke svært at stiklingeformere den, men der er nogle ting man skal være opmærksom på. Man tager ca. 7 cm. lange topskud og stikker 2-3 cm. ned i jorden. Man fjerner bladene fra den del der kommer under jorden. Stiklingerne stilles et let skygget sted, meget gerne i drivhus eller lignende.
Vi laver dem hele året, men efterårsstiklinger kan være op til et halvt år om at slå rod. Om sommeren - sent forår behøver det ikke tage mere end 3 uger, men hvis det er varmt bør de dækkes med plastik. Der må ikke være blomster, blomsterknopper eller frøstandere på stiklingerne. I så fald klipper man dem bare af. De kan også rådne ved jordoverfladen. Det undgår man ved at bruge en let jord. Mange anbefaler at dække jordoverfladen med sand.
Frøformering driller meget ofte. De kan være 1-3 måneder om at spire ved ca. 15 grader C. En periode med lavere temperaturer kan ofte hjælpe på spiringen.

Den hører til planeten Merkur og jomfruens tegn. Med lavendelkviste under tøjet kan man se spøgelser. Den vokser bedst hos pebermøer. Hvor lavendel trives råder konen i huset. Det er kærlighedens urt.

--------------------------------------------------------------------------------
Lægealant
(Alantrod - Sct. Peters nøgler - Sct. Ellens Urt - Sct. Helene Urt)
Inula helenium
En op til 3 m. høj (oftest dog kun 1,5 m.) staude med store tilspidsede blade, gule kurvblomster og store kødfulde rødder der smager stærkt.
Planten egner sig til at stå bagerst i et staudebed eller som solitærplante.
Den vokser vildt i store dele af det sydlige Europa, og er forvildet fra dyrkning i det meste af Nordeuropa, heriblandt Danmark.
Som krydderi er den særlig kendt fra de gamle romeres opskrifter. De lovpriste planten både i mad og som lægemiddel. Roden blev brugt i sovse, desserter og fiskeretter, saltet eller kandiseret som en slags fordøjelsesfremmende chips eller slik. Bladene blev brugt som suppevisk. Den olie man kan udvinde af roden, bliver brugt som smagsstof i fødevarer endnu. Den kunne nok være værd at eksperimentere med for en moderne kok.
Den bruges også i likør, vin, absint og til urtesnaps. Som farveplante bruges den til at fremstille en blå farve. Den er blevet brugt som desinfektions og insektmiddel.

Allerede Plinius anbefalede den som et lægemiddel, der virker mod svag mave og fremkalder munterhed, "lad ingen dag gå uden at spise alant" som han sagde. I middelalderen var den kendt bla. under navnet halsurt, på grund af dens virkning mod lunge og halsproblemer. Man brugte den især udtrukket i vin, men også som the m.m.
I nutiden er det en af de bedst undersøgte urter, og mange af dens gammelkendte virkninger er blevet bekræftet af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.
Man bruger rødder og blomster mod bronkitis, astma, hoste, høfeber, influenza, tuberkulose, blodmangel og svag mave. Planten er vanddrivende, immunstimulerende, bakterie og virushæmmende, ormedrivende, fremmer menstruation, varmende, slimløsende, almen stimulerende, appetitstimulerende og fordøjelsesfremmende.
Udvortes bruges den mod eksem, herbes, fnat, filipenser og andre hudsygdomme.
Bruges ikke ved graviditet. Enkelte mennesker skulle kunne udvikle allergiske reaktioner ved brugen af urten. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver, at dagsdosis ikke må overskride 0,1 gram.

Planten foretrækker en fugtig og næringsrig muld eller lerjord. Den tåler en del skygge, og hvis den ikke står i en naturlig fugtig jord, er halvskygge bedst. Den vandes i tørre perioder.
Den formeres ubesværet ved deling (hver del bør have en knop), rodstiklinger og frø.

Alant hører til planeten Merkur, og er i diverse gamle ceremonier et middel mod trolddom.

--------------------------------------------------------------------------------
Lægebaldrian
Valeriana officinalis
Baldrianen står ligesom Kvanen med den nye bladroset og strutter af energi lige i øjeblikket. Den er så småt ved at sætte an til at blomstre med sine ca. 1,5 m. høje florlette rødlighvide blomsterstilke, Den er en meget kendt lægeplante, især som nerveberoligende middel. Man kan jo ligefrem købe den i pille og kapselform på apoteket og i helsekostbutikker.
Den er et nerveberoligende, søvndyssende, krampe og spændingsløsende middel. Den afslappende virkning er dog sådan at man ikke nødvendigvis bliver søvnig, hvilket vil sige at den kan bruges ved eksamens nervøsitet og lignende. Bruges ved søvnløshed, hysteri, kramper, smertefuld menstruation, hovedpine, fordøjelsesbesvær af nervøs oprindelse og nervøsitet m.m.
Hvad der er mindre kendt, er at bladene før i tiden blev brugt som salat om efteråret. Det drejer sig om de nye blade, der vokser frem om efteråret efter sommerens blomstring. I en dansk kogebog fra 30'erne fandt vi opskriften. Man skal ikke spørge levnedsmiddelstyrelsen først. De har nemlig forbudt den i fødevarer. Dette skyldes at den som alle krydderurter og lægeplanter kan være usund i for store eller langvarige doser.

I stedet for at købe de dyre kapsler, kan man lave sin egen tinktur. Dette gøres ved at grave en plante op nu og dele den. Den ene halvdel planter man igen, så man også har den næste år. Den anden halvdel skyller og renser man for jord og hakker i småstykker. Derefter puttes den i et lukket glas og dækkes med snaps. Det stilles mørkt og rystes jævnligt. Efter ca. 7 uger er tinkturen færdig, og kan eventuelt filtreres. Dosering: ca. 1 teskefuld 1-3 gange daglig.
Man kan lave tinktur af hele planten året rundt, men det bedste tidspunkt er forår og efterår. Man kan også året rundt, spise rødder, blade og blomster "on the rock's", hvis man ikke har for sarte smagsløg.
Vil man lave te af planten, bør det være koldudtræk i mindst 12 timer. Ellers er virkningen lidt tvivlsom.

Planten siges at være god for haven. Den tiltrækker regnorme, og er fuldstændig uimodståelig for katte. De bliver helt fra den, af den meget specielle duft (nærmest som gammelt læder) planten har. Det er også en meget smuk æterisk udstråling, planten har når den blomstrer.

Nævnes må det også, at den er en af de planter, man fremstiller biodynamiske præparater af.

Dyrkningsmæssigt bør den stå i god jord, i sol eller halvskygge. Den må ikke tørre alt for meget ud i varme sommerperioder. Den behøver dog langtfra stå i et sumpbed, som det mange steder anbefales, da det skyldes en forveksling med Hyldebladet Baldrian, der er en sumpplante. Denne plante er ikke nær så god som medicin.
Man formerer den nemt ved deling. Frøformering er nemmest ved at så friske frø, når de lige er modne. De spirer med det samme. Man kan dog også så dem tidligt om foråret. Frøene kræver lys for at spire, hvorfor de sås i jordoverfladen, og bare trykkes ned.

Planten hører til planeten Merkur og tvillingernes tegn. Man hænger planten op på stalddøre m.m. hvor den jager de underjordiske bort, og vender alt ondt til godt. Den germanske gudinde Hertha brugte baldrianstængeler som ridepisk. Det er også Vølunds urt. Den er også kendt som elskovsmiddel.

--------------------------------------------------------------------------------
Lægekokleare
(Skørbugsurt)
Cochlearia officinalis
Det er en lille toårig plante. Frøene sås fra tidlig forår og senere. Man kan udplante den hele sæsonen, så har man rigeligt med blade næste vinter og forår. Man kan også spise af den i løbet af sommeren, men da er der jo så meget andet.
Den indeholder bl.a. store mængder C- vitamin (bør ikke koges), og er kendt som en plante søfolkene nød stor gavn af i gamle dage mod skørbug. Den smager meget stærkt (karse-sennepsagtigt).
Om sommeren og når den går i blomst næste forår smager den ikke så godt. Der bliver den lige skrap nok i smagen. Den har en overdådig blomstring med hvide blomster i april-maj, og bierne kan lide den. Efter blomstring dør den lige som persille, men vil i regelen selvså og dukke op mange steder i haven senere.

Den trives bedst hvis den ikke tørrer for meget ud i sol eller halvskygge. Næringsrig jord giver større blade.

Medicinsk bliver den ud over mod C-vitaminmangel, brugt som urindrivende og opkvikkende middel, mod vattersot, hvidflod, reumatisme, gonorre, stofskiftelidelser, gigt, hæmorroider, forårstræthed, udmattelse, tandkødslidelser og meget andet. Stimulerer hjerte, nerver, nyrer og galdeudsondring m.m.

--------------------------------------------------------------------------------
Løvstikke
(Maggiurt)
Levisticum officinalis
Planten stammer fra det østlige middelhav, men er fulgt med munkene rundt i verden, og kan nu findes forvildet mange steder.
Op til 2 m. høj buskagtig staude (den visner helt ned om vinteren) med mørkegrønne blade og hvidgrønne skærmblomster. Alt på planten dufter stærkt af tja, man må vel sige løvstikke. Er traditionelt brugt som en hel suppevisk, deraf navnet maggiurt.
Blade, blomster, frø og rod bruges til salat, suppe, stuvning, sammenkogte retter, ris, kartofler, kål, marinader, stegning, vildt, ost, fjerkræ, frikadeller m.m. Den bruges ofte frisk, men alle dele af planten kan også tørres og evt. pulveriseres før brug som krydderi. Stængler kan dampes og kandiseres. Den bliver meget brugt til at komme i kogevandet sammen med ældre kartofler, for at give dem et pift. Roden kan syltes.

Medicinsk bruges den fordøjelsesstimulerende, gigthæmmende, slankende, udrensende, som alment stimulerende efter sygdom, blodomløbsstimulerende, mælkestimulerende, vanddrivende, menstruationsfremmende, mod tarmluft og som beroligende middel. Den skulle også øge kønsdriften (noget omdiskuteret). Roden som slimløsende, mod bronkitis, halsbetændelse og kramper. En varmende urt.
Bør ikke bruges ved nyresygdomme og af gravide.

Planten bruges til the, snaps, likør, dekoration, parfume. Tiltrækker gavnlige insekter (svævefluer) i haven.

Planten trives i både sol og skygge, i næringsrig fugtig jord. I fuld sol visner den ned tidligt på sommeren, men kommer til gengæld tidligere om foråret.
Formeres ved deling. Frøformeres bedst ved at så nyhøstede frø med det samme om efteråret. Sås den om foråret spirer kun få planter.

Planten hører til solen, med henvisninger til tyrens tegn.

--------------------------------------------------------------------------------
Malurt
(Diverse arter)
Artemisia sp.
Malurt i bægeret!
Dette udtryk bruger man om noget der ikke er særlig behageligt. Ja ligefrem noget der ødelægger idyllen. Det er noget misvisende, da malurt er en af menneskets bedste venner, og har mange dyder.
For lige at nævne nogle:

1. Malurt er den klassiske snapseplante.
2. Det er den bedste fordøjelsesurt vi kan komme i tanke om, med samt andre medicinske virkninger.
3. Det er en smuk kontrastplante i haven.
4. Den kan bruges tørret i dekorationer.
5. Den er taknemmelig at dyrke.
6. Den er et fremragende insektmiddel.
7. Den bruges af indianere til røgelse (især "Silver Queen" alias "White Sage" Artemisia ludoviciana).

Grunden til dens dårlige ry, skyldes dens umådelige bitre smag (dog ikke lige udpræget for alle arter). En bitter smag er nu behagelig i den rette dosis.

Til snaps tager man en blomstrende top, eller kun blade. De skal kun trække i et par timer, medmindre man laver en essens til senere fortynding. Snapsen vinder ved lagring. Alle malurtarter kan bruges alt efter smag og behag. De fleste kendere foretrækker dog arter som: Strandmalurt Artemisia maritima og Pontisk Malurt Artemisia pontica, der begge har en finere smag end den almindelige Havemalurt Artemisia absinthium.

Den traditionelle franske kunstnerdrik absint, blev så vidt vi har fundet ud af, fremstillet af Pontisk Malurt. Denne drik er i dag blevet forbudt, fordi overdreven brug skader nervesystemet. Man bruger dog stadig malurt som smagstilsætning i likør, vin m.m.

Giftigheden, der skyldes et stof der hedder thujon, er dog uden betydning ved almindeligt brug i snaps, som krydderi eller medicin. Den er heller ikke, som visse andre urter, blevet forbudt til indvortes brug af levnedsmiddelstyrelsen i Danmark. Den bør dog ikke bruges af gravide eller kvinder der ammer.

Som krydderi egner den sig især til fede retter, da den hjælper på fedtfordøjelsen. Hvis den steges i små mængder sammen med kød, forsvinder noget af den bitre smag. Til dette brug foretrækker vi Ambra Artemisia abrotanum, som også er en malurtart, selvom den er lidt anderledes. Ambra er ikke nær så bitter som de andre. Grå Bynke Artemisia vulgaris er et traditionelt fyld i fjerkræ og vildt. De bruges også i salat og sammenkogte retter (stadigvæk i beskedne mængder). Pulveriseret kan den bruges som pebererstatning.
Vi kan også lige nævne at Estragon Artemisia dracunculus også er en malurt. Den er dog så anderledes, at vi ikke regner den med i brugsmæssig henseende.

Medicinsk er den først og fremmest fordøjelsesfremmende og appetitstimulerende. Bruges ved galdeblære og leverlidelser, fordøjelsesbesvær, anorexia. Den er feber og betændelseshæmmende. Desuden ormedrivende og skulle hjælpe på blyforgiftning. Mildt antidepressiv. Til rekonvalescens efter sygdom.
Vi er også nødt til at nævne den Kinesiske malurt Artemisia annua, som i de senere år er blevet et uundværligt middel mod malaria, i form af artemisinin. Kineserne har brugt den i årtusinder mod malaria, feber, hovedpine, svimmelhed, åndenød. Den er i dag anerkendt af den vestlige lægevidenskab, da mange stammer af malaria er blevet resistente mod de traditionelle mediciner.
Ambra er rigtig god mod skæl i håret. Man laver et stærkt udtræk, som man skyller håret i. Det må ikke skylles ud bagefter. Det har vi haft stor succes med. Overleveringen siger at det øger hårvækst, ja ligefrem kan give skaldede håret tilbage. Det må komme an på en prøve

Man laver malurtte som udtræk, 1 teske pr. kop. Bør ikke sødes, hvis den skal virke på fordøjelsen. Drikkes så varm som muligt. Kan også tilberedes som tinktur, eller indtages som pulver. Vi foretrækker den i en blandingste sammen med andre fordøjelsesurter.

De fleste insekter kan ikke lide at komme i nærheden af malurt. Dette udnytter man ved at putte tørret malurt i skabe mod møl. Pulveriseret eller som stærkt afkog bruges det mod bladlus, kålsommerfugle m.m.
Det siges endvidere at den hæmmer andre planters vækst i dens nærhed. Det har vi indtil videre ikke kunnet bekræfte, men ukrudt trives ikke særlig godt under denne stærktvoksende plante.

Malurt elsker sol. De tåler tørke og mager jord godt. Havemalurt bliver næsten for voldsom, hvis den får for meget at leve af. Strandmalurt er glad for nogen gødning, da den i naturen ofte vokser i tangdynger på stranden. Den tåler derfor også salt. Ambra snyder lidt. Den ser ud som om den kan tåle tørke, men den får gule blade, hvis den ikke får vand nok. I haven er de med deres mere eller mindre blålig-sølvfarvede grønne blade, fremragende til at fremhæve andre planters farver.

Malurt hører til jagtens gudinde Artemis = Diana. Astrologisk er det lidt indviklet. I følge Culpeper hører den, med stort eftertryk, til planeten Mars. Andre siger at den hører til Månen, der er naturens beskytter. Myterne er utallige og modstridende. I den kristne tradition står den for noget negativt. For at nævne et enkelt eksempel, kan vi nævne at da slangen havde forført Eva og bugtede sig væk, voksede der malurt i dens spor. Den hedenske tradition hæfter sig mere ved dens dyder. F.eks. menes artemis at betyde frisk. Før laurbærkransen brugte man kranse af malurt.

--------------------------------------------------------------------------------
Matrem
(Moderurt, Feverfew)
Tanacetum (Chrysanthemum) parthenium
Matrem er en stærkt duftende buskagtig urt, med gulgrønne blade og hvide kurvblomster med gul midte. Den bliver ca. 60 cm. høj, og blomstrer fra juni-august.
Den stammer fra Sydøsteuropa, men ses nu forvildet på hele den nordlige halvkugle.
Det en plante der var typisk for de gamle bondehaver, hvor den blev dyrket i staudebedet. Den trives også i krukker.
Planten er 1-årig til kortvarig flerårig, men sår sig selv så rigeligt at den sjældent forsvinder af sig selv. Der findes sorter med mere gyldent løv og/eller fyldte blomster.
Den bruges kun sjældent kulinarisk til at dæmpe fedtsmag, og kun i meget små mængder, da den er temmelig bitter.
Medicinsk er den i de senere år blevet berømt som et effektivt lindrende middel ved visse former for migræne og hovedpine (typisk den form for migræne hvor varme hjælper; såkaldt kold migræne). Man kan i dag købe den som naturmedicin på danske apoteker. Anbefalet dose som forebyggende medicin er ca. 3 friske blade (2,5 g.) om dagen på et stykke brød. Det er bedst at lægge bladet mellem pålægget og brødet, både på grund af smagen og risikoen for sår i munden. Nogle mennesker kan få sår i munden, som dog forsvinder ved ophør med indtagelsen. Friske eller frosne blade virker bedre end tørrede.
Endvidere er den fra gammel tid blevet brugt ved gigt, hævede led, muskelspændinger, feber, tinnitus, kolik og menstruationsfremmer. Den virker bla. betændelseshæmmende, fordøjelsesfremmende og beroligende. Bør ikke bruges ved graviditet.

Da planten dufter stærkt, er den blevet brugt til at strø på gulve førhen. Den æteriske olie bliver anvendt i parfume, og den tørrede urt er blevet anvendt ved balsamering. På linie med pyretrum som den er i familie med, kan man lave et insektmiddel af blomsterne. Katte kan ikke tåle aspirin, derimod kan de godt tåle matrem udtræk som smertestillende middel.

Dyrkningen volder ingen problemer, da den trives i enhver nogenlunde havejord i sol-halvskygge. Som regel frøformeres den. Frøene sås som regel ude eller inde om foråret. De behøver lys for at spire og må derfor ikke sås dybt. Vi lægger dem bare oven på jorden. De spirer hurtigt. Man kan både dele eller stiklingeformere planten, men det har man som regel ikke behov for, da den som sagt sår sig selv livligt. Frøplanterne kan flyttes, og er ikke svære at luge hvis der for mange af dem.

Matrem hører til planten Venus. Den står for ild, varme og beskyttelse, og værner mod trolddom og hekseri. Hvis en kvinder drikker snus lavet af matrem og dernæst nyser eller tisser, er hun ikke jomfru.

--------------------------------------------------------------------------------
Mesterrod
Imperatoria (Peucedanum) ostruthium
Der var engang en plante i Libyen der hed Silphion. Romerne var så glade for den at de opregnede deres indtægter i guld, sølv og laser, som de kaldte den tørrede saft. Den var et uundværligt krydderi, og et enestående lægemiddel, der blandt meget andet skulle kunne gøre blinde seende og oldinge til ynglinge.
Da urten blev udryddet, grundet rovdrift, måtte man finde en erstatning. Det blev Mesterroden.
Mesterroden er en skærmplante på ca. 1 m., der ligner en mellemting mellem Skvalderkål og Kvan. Den er aromatisk, bitter og roden så bidende, at den kan konkurrere med peber. Den kommer fra bjerge i Mellemeuropa, men kan findes vild over det meste af Europa, da den er blevet dyrket af munkene, og trives så godt at den er forvildet mange steder (i Danmark findes den vist ikke mere vild). Den blev førhen også dyrket i potter til krydderi.
Som krydderi kan hele planten bruges, selvom blade og blomster har den mildeste smag. Vi bruger den på linie med Løvstikke, Bjørnerod, Kvan og Skotsk Lostilk m.m. som en fyldig suppevisk. Kan i små mængder bruges i salat og som grønt drys. Rødder og frø kan tørres og pulveriseres inden brug, som en slags pebererstatning.
Den er en skattet snapseurt og brugt i likørfremstilling.

Medicinsk bruges den som varmende, appetit-fordøjelsesfremmende middel, mod bronkitis og forkølelse og til at forøge blodcirkulationen. Den er også brugt mod feber, leversygdomme, blæresten, gulsot, tandpine, bylder, ringorm, pest, vattersot og som vanddrivende-afførende middel m.m. For øvrigt kan den i følge Henrick Smid, hjælpe død mand i sadlen igen. Man hedder vel ikke Mester for ingenting!
Den er mærkelig nok gledet noget ud af urtemedicinen igen, men er nu ved at opleve en renæssance.

Planten trives i enhver ikke for tør jord. Den bryder sig ikke om skygge. Her blomstrer den ikke. Formerer sig ved udløbere ligesom skvalderkål, men er ikke nær så aggressiv. Den kan også frøformeres. Som hos en del andre skærmplanter lykkes det bedst ved at så friske frø.

Planten hører til planeten Mars, og er ingrediens i mange opskrifter mod hekseri og forgørelse.

--------------------------------------------------------------------------------
Morgenfrue
Calendula officinalis
Morgenfruen kender vi jo alle, men ud over at være en dejlig sommerblomst, er det måske mindre kendt, at det også er en krydderurt og en medicinsk plante.
Oprindelig hed den egentlig solsikke, men det navn er jo efterhånden overgået til en anden meget kendt plante. Morgenfruen er en 1-årig plante, der bliver op til 70 cm. høj, med store gule-orange kurvblomster.
Vi vil lige nævne Agermorgenfruen Calendula arvensis, der har en mængde ganske små gule blomster, og breder sig pudeformet. Den er umådelig køn, og er ukrudt i vinmarker sydpå. Den dyrkes og anvendes som alm. morgenfrue, men tåler lidt mere frost.

De unge blade kan bruges i salater og stuvninger. De skulle have samme ernæringsmæssige værdi (meget mineral og vitaminrige) som mælkebøtteblade.
Blomsterne (randkronerne uden bæger) kan bruges til næsten hvad som helst, både friske og tørrede. De bruges på samme måde og som erstatning for safran, til at give farve bl.a. i ris og fiskeretter. Smagen er subtil, men fremhæver rettens egensmag. Endvidere bliver de brugt i salater, postej, sammenkogte retter, suppe, sovs, urtesmør, omeletter og bagværk.

Medicinsk er den leverstimulerende, menstruationsregulerende, vanddrivende, blodrensende, afførende, sveddrivende, bakterie, virus og svampehæmmende. Bruges mod hudproblemer, mavesmerter, betændte lymfekirtler, ja betændelse i det hele taget både ud- og indvortes m.m. Til medicin bruger man både blade og blomster.

Med dens generelt gavnlige indvirkning på huden er den naturligvis meget anvendt i kosmetik. Den siges at have hårhæmmende egenskaber, og at lysne hår. Den bruges også til at farve tøj med.

Den trives i enhver veldrænet jord i sol-halvskygge. Jorden bør ikke være alt for gødningskraftig, da man så får flere blade end blomster. Sås april - maj på friland eller forkultiveres. Udtyndes til ca. 25 cm. mellem planterne. Bør ikke sås for overfladisk, da den spirer bedst i mørke. Blomstringen varer fra juni til frost, hvis man fjerner de visne blomster. Lader man nogle enkelte planter sætte frø, vil den som regel så sig selv, så man har planten i flere år. De krumme frø er i øvrigt meget forskellige. De inderste er ret små, medens de yderste er meget lange, men de spirer alle sammen.

Morgenfruen hører til solen og løvens tegn. Mellem morgenfruer kan man se alferne.

--------------------------------------------------------------------------------
Mælkebøtte
(Fandens mælkebøtte, Løvetand)
Taraxacum vulgare (officinale)
Denne plante regner vi for en af de vigtigste danske lægeurter. Den burde være en del af alle menneskers kost. Der er desværre en tendens til at gå over åen efter vand, med nutidens indførsel af eksotiske lægeplanter, medens man glemmer f.eks. mølkebøtten, som optræder i så rigelige mængder, lige for vores fødder.
Mælkebøtten er utrolig variabel, da den er selvbestøver, og derfor hele tiden udvikler nye underracer. I den danske flora er medregnet små 200 sorter. Heldigvis er forskellen ikke større, end at vi uøvede altid kan kende den.

På trods af at den ikke behøver insektbestøvning, er bier og andre insekter alligevel glade for den, da den producerer store mængder pollen og nektar.

Her i februar og nogle måneder frem kommer de fineste nye blade, hvis vejret er mildt. Dem kan man lave the af, eller bruge i salat. Egentlig kan man høste mælkebøtter hele året. Unge blade når de er der, blomster i forsommeren og rødder resten af året. Når vi høster rødder, tager vi altid bladrosetten med, hvis bladene er friske. Disse blade indeholder næsten dobbelt så meget a-vitamin som spinat. Hertil kommer en række andre vitaminer og mineraler.

Nu er planten grundlæggende meget bitter, men hvis man tager friske unge blade eller blomster, og kun lader dem trække få minutter, får man en the der næsten kan smage lidt honningagtig.

Dyrkning er vel næppe nødvendig, men hvis man vil have en knap så bitter salat, kan man gøre som franskmændene. De dyrker den i render, som de så dækker til med blade, halm eller lignende nogle uger før høst. Dette bleger dem, gør dem mere sprøde og tager en del af bitterheden. Kan også blancheres og bruges som spinat eller i suppe. Blomsterne (kronblade) pynter gevaldigt på salat.
I Frankrig er mælkebøtten en almindelig handelsvare. Man kan få frø af særlig velegnede sorter til dette brug. Videreformering er nemt, da både frø og et hvilket som helst stykke rod strutter af livskraft..

Af blomsterne laver man vin og snaps, af rødderne kaffeerstatning, bladene bruges i øl.

Medicinsk bruger man både rødder, blade og bladsaft. Den er stærkt vanddrivende, og bedre end traditionelle lægemidler som furosemid m.m., da den selv erstatter det kalium der bliver skyllet ud, til forskel fra de andre midler. Denne vanddrivende egenskab gør den til et glimrende gigtmiddel.
Grethe Schmidt anbefaler en mælkebøttekur om foråret, og en enebærkur om efteråret til gigtpatienter. Den er 'blodrensende' hvilket gør den til en hjælp mod visse eksemer og hudlidelser.

Den virker mod fordøjelsesvanskeligheder og er mildt afførende. Stimulerer leveren og galdeblæren, og bruges ved alle leversygdomme. Bruges som alment stimulerende middel (tonikum), og forebyggende ved nyresten.

Taraxacum siges at betyde "læger grundigt øjensygdomme". M. Marcussen mente endda at den hjælper mod radioaktiv stråling.

Kosmetisk bruges theen både ind- og udvortes til at få en fin hud. Et gammelt ord siger at hvis man vasker sig med mælkesaften, bliver man uimodståelig. Vi har ikke selv prøvet med den hvide saft, kun med almindeligt the udtræk.

Dens stærke vanddrivende egenskaber har på mange sprog givet den navne som "pee in the bed" og "pissenlit". Den bør derfor ikke indtages om aftenen.

Blomsten bruges til at fremstille et af de biodynamiske præparater.

I følge Culpeper med flere hører den til planeten jupiter.

--------------------------------------------------------------------------------
Oregano
(Diverse arter)
Oregano sp.
Oregano er afledt af græsk og betyder noget i retning af "bjergets pryd" eller "glæden ved bjergene".
Dens duft er skabt af Aphrodite som symbol på lykke. Den bruges som beskyttelse mod hekse og djævle. Under hekseprocesserne brændte man vild merian af som røgelse for at djævlen ikke skulle få en chance for at blande sig. Plantes den på grave og trives, er de døde lykkelige. Dufter man til oregano, beholder man sit helbred, tænker klart og har tilfredshed i hjertet. Den hører til planeten Merkur, men er under vædderens tegn.
Der findes flere arter, fra næsten krybende til 1 m. høje med hvide til røde blomster. De fås også i varieteter med gule blade, der som sædvanlig vokser mindre frodigt. De fleste er flerårige stauder. Fælles for dem alle er at de er meget eftertragtede af sommerfugle, bier og insekter i almindelighed.
Der er stor forvirring omkring navne indenfor oregano, men her er hvad vi er kommet frem til foreløbig.

Vild Merian (alm. oregano) Origanum vulgare.
Denne art som findes vild i den danske natur er desværre den som oftes sælges som oregano i Danmark. Den dur ikke i mad efter vores mening! Til gengæld er det en stor flot meget levedygtig staude, der er god til insektlivet, og velegnet medicinsk. Smagen er ikke særlig god, men man bliver vældig søvnig af den.

Fransk Oregano (Pottemerian) Origanum onites.
Minder så meget om alm. oregano, at den knap er interessant. Dog trives den bedre i potter end vild merian. Den er rost i ældre litteratur, men det skyldes sandsynligvis en forveksling med Merian.

Compact Oregano Origanum compactum.
Den dufter langt væk af pizza. Det er en krybende oregano, ca. 20cm høj, der breder sig ligesom f.eks. citrontimian. Den dur bare! og er til og med en hårdfør staude.

Gylden oregano Origanum vulgare cv.
Har samme smag og statur som compact oregano, men vokser langsommere og tåler ikke middagssol. En glimrende kontrastplante med sine gule blade, både i haven og i salatskålen.

Græsk oregano (Vintermerian) Origanum vulgare hirtum eller Origanum heracleoticum.
Denne som regel hårdføre staude med hvide blomster, bliver lidt mindre en den vilde, og udmærker sig ved en meget stærk, næsten peberagtig oreganosmag. Lige noget for enhver chili-elsker.

Pølse oregano Origanum samothrake.
En varietet af græsk oregano, der er en anelse mindre, men endnu stærkere.

Merian (Havemerian eller Spansk Humle) Origanum majorana eller Majorana hortensis.
Smagsmæssigt skiller den sig ud. Den har en dejlig sødmefuld oreganosmag. Den kan herhjemme kun dyrkes som etårig. Den er forholdsvis lavtvoksende med hvide blomster.

De dyrkes i fuld sol, og har ikke specielt meget imod tør jord. Formeres ved deling eller frø (compact og gylden oregano, kan ikke frøformeres). De kan også stiklingeformeres, bedst om foråret.

Som altid er der ingen regel uden undtagelser, de forskellige oreganoer varierer i smag efter årstiden, men det gør det kun mere spændende, at gøre sine egne erfaringer.

Som krydderi kan de anvendes til næsten alt, på nær desserter. Vi bruger dem til alle kødretter incl. fisk. Desuden til brød, urtesmør, salater, i olier og eddiker, supper, sammenkogte retter, leverpostej, frikadeller, som grønt drys og selvfølgelig pizza. Passer rigtig godt sammen med tomater og hvidløg.

Medicinsk er oreganoer brugt som fordøjelsesfremmende middel, mod hovedpine og søvnløshed, hoste, og astma, nervestyrkende, krampestillende, sveddrivende og forkølelse m.m. Bør ikke bruges ved forhøjet blodtryk.

De bruges også som møl og myre afskrækkelses-middel, i parfume, og til at farve uld rødt med.

--------------------------------------------------------------------------------
Pebermyntegeranie
Pelargonium tomentosum
Dette er en anderledes duftgeranie med sine op til 15 cm store (som regel mindre) og næsten runde blade. Bladene er dækket af små bløde hår der gør dem tykke og fløjlsbløde at røre ved, og de dufter utrolig stærkt af pebermynte. Den bliver op til 50 cm. høj, men vokser mere sidelæns og nedad end opad. Hvis den får lov, kan de nedhængende grene blive mindst 1 m. lange.
Om sommeren kan den blive næsten dækket af en sky af bittesmå hvide blomster med lidt rødt i midten
Planten stammer fra Sydafrika, hvor den vokser i halvskygge på fugtige steder.
Den egner sig godt som stue-, krukke-, potte- eller evt. hængeplante et sted man tit kommer forbi, så man kan røre ved den og nyde duften. Den kan også plantes frit ud i haven om sommeren, hvor den som andre duftgeranier vokser voldsomt.

Som krydderi egner den sig til the, snaps, marmelade, kiks, kager, isdesserter, budding og postejer bla. leverpostej. De små blomster kan anvendes som pynt og smag på diverse retter. Den bliver også brugt i duftposer og potpourri. En æterisk olie bliver udvundet af bladene.

Medicinsk bliver den brugt som omslag på blå mærker og forstuvninger. Den virker sammentrækkende.

Dyrkes som andre duftgeranier, hvilket vil sige masser af vand og gødning i vækstsæsonen. Til forskel fra de fleste andre geranier kan den ikke lide fuld sol, og bør mindst have skygge i middagssolen. Selvom den elsker vand og gødning er det dog en af de mest tålsomme geranier, som kan overleve både vand- og gødningsmangel i nogen tid. Ved vandmangel begynder bladene at krølle, ved gødningsmangel bliver de gule.
Hvis man ofte beskærer eller kniber spidserne kan man få lavet en rigtig frodig kuglerund plante ud af den. Beskærer man lidt mindre, kan den blive til en flot hængeplante.
Overvintres bedst lyst og køligt (fra 5-12 grader), men kan klare almindelig stuetemperatur. Ved varm overvintring bliver den dog i lighed med mange andre planter nemt ranglet. Dette klares ved at være ekstra flittig med saksen.
Den formeres med stiklinger eller frø.

--------------------------------------------------------------------------------
Persille
(Kruspersille - Havepersille)
Petroselinum crispum (P. hortense)
Persille er nok den mest brugte krydderurt i Danmark, men er også meget anvendt som naturmedicin.
Det er en 2-årig urt med pælerod, frodiggrønne krusede blade og hvide blomsterskærme andet år. Den bliver omkring 60 cm. høj. Hele planten dufter.
Den stammer fra Sydeuropa.
Den dyrkes ofte som kantplante eller på række i grønsagshaven, men egner sig også til potter ude som inde. Da den sår sig selv, er den også en mulighed i den vilde have. Selvsåede planter er ofte ekstra kraftige.
Som krydderi bruges den først og fremmest rå, som det pyntende og sunde grønne drys, til snart sagt alting. Undtaget er måske desserter og lignende. Den kan også koge/stege i sauce, gryderetter, fonde og suppe m.m. for smagens skyld, men det går voldsomt ud over nogle af vitaminerne.
Den glatbladede persille, der er blevet populær i de senere år, er stærkere og tåler bedre opvarmning (rent smagsmæssigt). Den tåler til gengæld ikke så meget frost som den krusede. Det er den glatbladede sort, som franskmændene bruger i krydderiblandingen bouquet garni.
Kruspersille siges at være danskernes krydderi, ligesom dild er nordmændenes og mynte er englændernes. I vores yndlings kogebog fra 40'erne, vil de gerne vænne os af med at dække al smørrebrød med et lag persille. Så meget har den været brugt. Men hvor var vi danskere også henne uden persillesaucen!

Persille er en god naboplante, der styrker de andre planter generelt, og siges at afskrække skadedyr fra især roser, tomater, gulerødder, purløg og asparges.
Den tiltrækker som andre skærmplanter bladluse-bekæmpere som svævefluer og andre insekter. Smører man saften på huden afskrækker den myg fra at stikke, og kan også smøres på, hvis man er blevet stukket.

Kosmetisk glatter den huden, bruges som hårtonikum, opkvikker huden og giver frisk ånde hvis man tygger på nogle blade.

Medicinsk virker den kraftigt vanddrivende og stimulerende, modvirker frie radikaler, svedfremkaldende, slår feber ned, regulerer uregelmæssig menstruation, udrensende.
Den bruges derfor bla. ved gulsot, eksem, cellulitis, gigt, nyresten, kredsløbsforstyrrelse, dårlig fordøjelse, smertefuld menstruation, blærelidelser og urinrørsbetændelse. Udvortes mod smerter, tandpine, ørepine, snitsår, kvæstelser og blå mærker. Planten er overordentlig vitamin, jern og mineralrig.
Store doser er giftige (især som æterisk olie), og planten bør ikke bruges medicinsk af gravide eller folk med nyresygdomme.

Den dyrkes i næringsrig, veldrænet og ikke for tør jord, i fuld sol. Hvis det er på en tør jord, er halvskygge bedst. Man sår inde om foråret, hvor den spirer på en uges tid ved 25 grader C. Fra april kan den sås ude, men her tager spiringen som regel ugevis. Det hjælper på spirehastigheden, at lægge frøene i lunkent vand i ca. 12 timer, inden man sår.

Planten hører til planeten Merkur. Planten giver styrke, hurtige reflekser og snuhed, hvorfor de romerske gladiatorer spiste den. Persille skal vandre 7 gange ned til djævlen og tilbage igen, før den spirer. Den bør sås langfredag, ellers går det ilde. Den der sår persillen har bukserne på i hjemmet. Den bliver også anvendt som værn mod det onde, til djævleuddrivelse og som elskovsmiddel.

--------------------------------------------------------------------------------
Perikon (Perikum, Hyperikum)
(Johannesurt)
Hypericum perforatum
Perikon er i de seneste år blevet genopdaget af den traditionelle medicin. De har erfaret at den rent faktisk hjælper mod lette depressioner, især vinterdepressioner.
Ellers har de advaret mod den på grund af dens indhold af stoffet hypericin, der gør huden lysfølsom. Det hører man ikke meget til nu, da det jo er det samme stof der hjælper mod vinterdepression, som jo bl. a. skyldes for lidt lys.

Perikon står lige nu i vores have med sine kønne rødbrune blomsterstængler fra sidste år og en roset af små nye skud parat til at erobre verden. I sommerens løb rejser den sig til en lille meter og bliver dækket af lysende gule blomster. Maser man disse blomster mellem fingrene kommer der en blodrød saft ud.

Den vokser godt på al slags jord, selv mager sandjord. Bedst i fuld sol, men klarer også halvskygge. Tåler nogen udtørring, på grund af dens meget langtrækkende rodsystem. Dette gør at den ikke tåler megen udtørring i potter, hvor der ikke er plads til lange rødder.
Formeres bedst ved frø, der spirer fint, om end lidt langsomt ved normal forårssåning. Større planter kan også deles med lidt forsigtighed. Kan stiklingeformeres.

Blomsterknopperne er grundlaget for den meget berømte perikumsnaps. Man bruger uudsprungne knopper, helst uden blade. Friske knopper er bedst, men tørrede knopper er nu heller ikke så ringe endda. Trækker i nogle få dage. Denne snaps smager pragtfuldt og får en blodrød ædelstensagtig farve. Ved lagring bliver den brun.

Medicinsk virker urten som sagt antidepressivt. Derudover er den stærkt virus og bakteriehæmmende, vanddrivende, stimulerer leveren og galdeproduktionen, er krampeløsende og smertestillende. Anvendes ved klimakteriebesvær, menstruationskramper, gigt og ledsmerter, mod søvnløshed, hoste, bronkitis, fordøjelsesbesvær, mavesår og mavekatar.

Perikonolie anvendes ved muskel og nervesmerter, ømhed, sår, forbrændinger og forstuvninger. Den laves ved at dække perikon med olivenolie og lade den trække i en solrig vindueskarm 4-6 uger, hvorefter den filtreres. Den er så god at korsfarerne havde den med i bagagen.

Advarslen om at den kan fremkalde udslet forårsaget af den øgede lysfølsomhed, er vist af teoretisk art, da vi ikke har hørt om konkrete tilfælde. Historien stammer fra at får m.m. i Afrika er døde af at spise planter der indeholder hypericin, men her er tale om helt andre doser end dem man bruger i urtemedicin. For en sikkerheds skyld bør man dog nok have det i baghovedet, hvis man tager store doser i længere tid og solbader m.m. samtidig.
Der er for øvrigt flere andre planter, f.eks. kvan der øger lysfølsomhed. Måske var de også værd at undersøge som middel mod depressioner.

Der udvindes brune og gule farver af den.

Løvens tegn og solen er naturligvis perikons ophav.
Hvis man vifter med perikon, eller gnider den mellem fingrene jager den onde ånder væk. Prikkerne på bladene kommer af at djævlen prøvede at ødelægge planten med sin fork, fordi den var så god for mennesket.
Den opstod af det blod der dryppede på jorden, da Johannes døberen blev halshugget, eller af de bloddråber der dryppede fra Jesus på korset. Smører man sin flintebøsse indvendigt med saften, rammer man aldrig ved siden af. Hvis man plukker en perikon Sct. Hansnat og bærer den på sig, er man usårlig.
Man kan ikke bage brød uden mel, ej heller kan man helbrede mennesker uden perikon.

--------------------------------------------------------------------------------
Purløg
(Græsløg - Æggekageløg)
Allium schoenoprasum
Purløg er sammen med persille, dild og måske timian en af de urter, der blev tilbage i de urtefattige halvtredsere og senere. Den kunne vi trods alt ikke undvære. I ældre kogebøger optrådte et noget bredere udvalg af krydderurter, som nu heldigvis er ved at vende tilbage. Men det siger jo noget om, hvor herlig en urt purløg er i madlavningen, og måske rent instinktivt for sundheden.
Purløg er en tueformet græslignende plante der bliver omkring 30 cm. høj. Den har små løg forneden og tynde, runde og hule blade, med en karakteristisk løgsmag. De kugleformede blomsterhoveder er lilla, og så kønne at man kan dyrke planten alene for deres skyld.
Den stammer sandsynligvis fra Sydøsteuropa, men forekommer forvildet i mange lande.

Den egner sig til at blive plantet i krydderurtehaven og staudebedet eventuelt som kantplante. Man kan også dyrke den i potter ude som inde. Om vinteren kan nedvisnede potter drives i varme indendørs. Til potter kan man visse steder få sorter, der bliver knap så høje, og er bedre til at holde sig grønne.

Som krydderurt bruges den til æggekage, grønt drys salater, kartofler, på smørrebrød, suppe, sauce, gryderetter, fisk m.m.
Nyudsprungne blomster er en særlig delikatesse. De har en temmelig stærk løgsmag, så de kan tåle lidt kogning, og pynter også gevaldigt som drys på maden.

Planten har ligesom hvidløg ry for at kunne holde bladlus væk fra roser m.m. og afskrække muldvarpe. Blomsterne er velbesøgt af alskens insekter.

Den er ikke særlig brugt medicinsk, men den virker i mild grad som hvidløg og andre løgarter. Den forbedrer fordøjelsen, appetitten og blodcirkulationen, er let opkvikkende, antibiotisk og kan mildne gigtsmerter. Den indeholder bla. jern, svovl og mange vitaminer.

Da den er hurtigvoksende kræver den en næringsrig og ikke for tør jord. Bedst i sol, men på mager jord i halvskygge. Bladene bliver gule af vand eller næringsmangel. Gødes jævnligt hvis man klipper af den. Den bør omplantes - deles mindst hvert andet år. Hvis man kun er interesseret i bladene bør blomsterknopper fjernes.
Formeres oftest ved deling da klumperne hurtigt bliver store. Frøformering er også nem, selvom det tager nogen tid, før man får udvoksede planter på den måde.

Planten hører til planeten Mars. Den holder onde ånder væk. Rå purløg skulle være godt for drukkenskab, give lyst til kvinder og blødgøre hård mave.

--------------------------------------------------------------------------------
Purpursolhat
Echinacea purpurea
Purpursolhatten er på alle måder en storslået plante. Den er blevet kendt for sine medicinske virkninger i de senere år. Man kan knap åbne et helseorienteret blad, eller ugeblad uden at støde på et billede af dens 10 cm store pragtfulde purpurrøde blomster, i en reklame eller artikel om den. Præparaterne er kendt som echinamin.
På billederne sidder der som regel en stor dagsommerfugl på den. Det er ikke kun til pynt, men afspejler faktisk virkeligheden. I vores 2m2 bed har der nok siddet over 50 store sommerfugle på en gang i blomsterne. Det drejer sig om admiral, nældens takvinge, tidselfugl, citronfugl, kålsommerfugle, dagpåfugleøje, randøjer o.s.v. Bier, humlebier, natsværmere, og andet er lige så tossede med den. Der kan ligefrem opstå tumulter når de prøver at skubbe hinanden væk.
Med sine 1,5 m. i højden er det næsten en solitærplante. Dog trives den bedre i tætte grupper end alene. En uhyre nøjsom plante, der kun kræver fuld sol, og en veldrænet jord for at trives. I næringsrig jord bliver den dog flottest. Den er fuldt hårdfør så længe den ikke sopper i vand om vinteren, eller står i halv-helskygge.

Blomstringstiden i sensommeren og efteråret, hvor den virkelig træder frem mellem alt det gule og blå, gør den også til en næsten uundværlig plante.

Formeringen volder ingen vanskeligheder. Forår og efterår kan man dele større klumper efter behov. Den sår sig selv hvis der er plads til det, men da frøene er ret tunge bliver småplanterne i nærheden. Man kan også høste frøene, og så dem næste forår. De kan sås både ude eller inde og spirer nemt. Dog siges det at spireprocenten er størst, hvis der er forskel på dag og nattemperatur. Men for en haveejer har det ikke den store betydning, da de sætter mange frø. Fugle som bogfinker og lignende elsker at gå mellem planterne om vinteren og spise frøene, hvis man lader dem sidde, til de selv falder af. Frøformerede planter svinger lidt i blomsterfarven.
Den kan også deles forår eller efterår.

Planten stammer fra Nordamerika, hvor der også findes nogle andre medicinske arter (E.angustifolia og E. pallida). Indianerne brugte dem som universalmiddel og til sårheling. I USA (og Europa) dyrkes de nu i meget stor stil til medicin.

Der bliver løbende i urtekredse diskuteret, hvilken art der er den "rigtige", men efter at have læst hundredvis af sider i den debat, tør vi godt lægge hovedet på blokken, og sige at de alle virker. E. purpurea har den fordel, at den er nem at dyrke, hvad man bestemt ikke kan sige om de andre arter. De krydser også meget nemt med hinanden, hvilket jo tyder på at de er meget nært beslægtede, og dermed nogenlunde ens i virkning.

Medicinsk er den først og fremmest kendt for sin stimulerende virkning på immunforsvaret. Den er desuden antibiotisk, virushæmmende og modvirker betændt bindevæv. Bruges meget mod alle former for infektioner (bl.a. forkølelse og influenza) og hudlidelser m.m.

En mand der lærte om den af indianerne, Dr. H.C.F. Meyer fra Pawnee City Nebraska, hævdede omkring år 1880, at den kunne bruges mod: reumatisme, migræne, streptokok infektioner, mave-tarmbesvær, smerter, sår, eksem, svimmelhed, øjenbetændelse, planteforgiftning, klapperslangebid, tumorer, syfilis, tyfus, malaria, difteritis, bistik, vandskræk og hæmorroider.

Hvis han havde ret i det hele, er det så sandelig noget af et vidundermiddel!

Inden for magien menes den at forstærke fortryllelser.

Man bruger mest rødderne, som nok er stærkest. Man overhælder de tørrede rødder med ca. 5 gange så meget snaps, og lader det trække ca. 6 uger. Hvis man bruger friske plantedele (både rødder, blade eller blomster) er blandingsforholdet 1/1 (lige dækket). Af denne tinktur kan man indtage omkring 30 dråber op til 5 gange om dagen efter behov. Man kan desuden lave pulver, teudtræk og afkog af den. Som med næsten alle urter, bør en kur ikke have længere varighed en højest 1 måned, hvorefter en pause er nødvendig.

--------------------------------------------------------------------------------
Olieplante
(Ricinus, Kristpalme)
Ricinus communis
I troperne kan denne iøjnefaldende plante blive til et træ på op til 12 m. Her i Danmark dyrkes den oftest som etårig solitærplante, der med lidt held bliver ca. 2 m. høj på en sæson. Den kan dog også dyrkes som flerårig, hvis den står frostfrit om vinteren.
Bladene bliver op til 60 cm. i diameter. Blomsterstanderne består af knap så iøjnefaldende han- og hunblomster, der afløses af store piggede frugter med 3 frø i hver.
Vi dyrker den rødlige sort kaldet "var. Carmencita", Den har rødlige blade og højrøde frugter. Den er desuden hurtigere til at modne frø end de andre sorter. Den kan anbefales i frostfri havestuer, og som stueplante hvis man klipper den med mellemrum. Derudover kan den give et overordentligt eksotisk indslag i haven om sommeren.

Planten er blevet dyrket i over 6000 år især til lampeolie og kosmetik. I nyere tid er den dampede olie fra frøene dog blevet kendt som amerikansk olie, der er et meget kraftigt afføringsmiddel.. Ricinus-skrå (presseresten fra udvinding af frøolien) var indtil for nogle år siden en stor del af danske køer's kost. De blev også brugt som gødning. I dag har vi fundet billigere foderkilder.
Olien bliver brugt i visse præcisionsmaskiner som et effektivt brændstof, og til sæbe.

Hele planten er meget giftig, især frøene. 1 frø er efter sigende nok til at slå et barn ihjel. Frøene er store og smukt hvid-brunspættede. De ligner dog heldigvis ikke andre spiselige ting. For nogle år siden havde vi sået en del frø, hvoraf en del til vores store irritation, blev fjernet af mus. Et par dage efter vaklede en mus mere død end levende omkring mellem kasserne.

Dyrkes fra frø i april-maj. Frøene spirer hurtigt under lune forhold, især hvis de lægges i vand nogle timer først. De får meget hurtigt brug for at blive plantet op i større potter. Planterne hærdes omhyggeligt, inden de plantes ud efter grundlovsdag (5. juni) eller senere hvis det er køligt.
Planterne kræver sol, læ, varme, meget gødning og vand i veldrænet jord, hvis de skal trives optimalt. Nogle bruger at grave et hul på 1 m.'s dybde og fylde den nederste halvdel med staldgødning, for at få særlig store planter.
Vil man dyrke den i potte som flerårig, er man nødt til at hæmme væksten ved at klippe dem ned af og til, og spare lidt på gødningen, hvis de ikke skal blive for store. Her må man føle sig lidt frem. Tåler ned til frost, hvis luften ikke er for fugtig, men overvintres bedst ved 10-20 grader i et solrigt vindue.

--------------------------------------------------------------------------------
Rosmarin
Rosmarinus officinalis
Rosmarin betyder ca. "duggen fra havet". Omkring middelhavet vokser den oftest nær havet. Det siges at søfolk kan kende de spanske og arabiske kyster på duften. Den har ry for at styrke hukommelsen, og er et symbol for trofasthed. En kvist under hovedpuden, jager onde drømme væk, og gør at man kan se sin tilkommende. Den vokser ikke højere end Jesus. Der bør altid ligge en kvist rosmarin i det nyfødtes barn vugge, som værn mod onde magter. Astrologisk angives den af nogle at høre til solen, andre mener at den hører til Merkur.
Planten bliver på hjemegnen en busk på ca. 2 m. Såes den fra frø om foråret udendørs, bliver den højst 25 cm. i Danmark. I vinterhave eller drivhus kan man konkurrere med hjemegnens planter. Man kan også dyrke dem i store potter, der står udenfor om sommeren. Tidligt forår eller sommer blomstrer den med lyse himmelblå blomster, med de nåleformede mørk


Svar forfatter: Zeezeeezee
Besvaret den: 25 jul 2008 03:10:26
Besked:

Rude
Ruta graveolens
Ruden er en ca. 60 cm høj halvbusk med kønne blågrønne blade og små gule blomster. Løvet dufter kraftigt. Varieteten "Jackman's Blue' er lidt lavere, mere kompakt og med mere blålige blade. Den blomstrer mindre end hovedarten og dufter lidt svagere. Der findes også en gul-hvidbroget varietet. I blomstringstiden (eftersommeren) er de dækket af bier, hvepse og fluer m.m.
De anvendes i regelen som stauder, eller som lave klippede hække. Det er dejlig frodige planter der egentlig er stedsegrønne, men i Danmark falder bladene som regel af i løbet af vinteren.
De dyrkes i fuld sol og gerne i mager tør jord. Hvis de får for god og fugtig jord, skulle det gå ud over deres vinterhårdførhed. Vi har dog aldrig haft problemer med det. De kan klippes ned for at holde dem kompakte, men kun i forsommeren, aldrig om efteråret.
De formeres nemt både ved frø, stiklinger og aflæggere. Frøene kan sås både forår og efterår.
Inden vi kommer ind på de kulinariske og medicinske anvendelser, vil vi lige gøre opmærksom på, at planten er forbudt til indtagelse af den danske levnedsmiddelstyrelse. Den amerikanske levnedsmiddelstyrelse (U.S. Food and Drug Administration = F.D.A.) regner den til gengæld som ufarlig ved normal brug, så længe man ikke bruger rudeolie. Rudeolien er tilladt i mad i USA, men kun i en mængde på op til 2 dele pr. million.
I store doser er planten abortfremkaldende, og kan forårsage lysfølsomhed der giver sig udslag i eksem. Hvis man rører for meget ved de friske blade på varme solrige dage, kan man få meget ubehagelige udslæt, der kun vanskeligt heles. Det har vi måttet sande, indtil vi blev mere forsigtige (Aloe vera hjælper). Den egner sig derfor ikke til haver, hvor der leger små børn.

Den har en lang tradition som krydderi i sydlige lande. Den er smagsgiver i grappa vin og mange oste. Bruges også til kød, grønsagsjuice, salater, gryderetter og grønsager, i små mængder.

Medicinsk har den først og fremmest ry for at hjælpe mod trætte øjne. Michelangelo og Leonardi Da Vinci skulle have udtalt, at de skylder Ruden evnen til at frembringe deres kunstværker. Den siges at forbedre både det fysiske og metafysiske syn. Den fysiske virkning er veldokumenteret. Det er saften fra de friske blade der normalt bruges til øjendråber, men te af tørrede blade er også brugt indvortes (højst 1 tsk. pr dag).
Den anvendes til at styrke blodkarvægge, mod åreknuder, menstruationsfremkaldende, mod kolik, som ormemiddel, svimmelhed, nervøs hovedpine (her tygges et par blade), hjertebanken og for højt blodtryk (stadig højst 1 tsk. pr dag).

Før i tiden hængte man bundter af planten op, eller strøede den på gulve, for at desinficere mod f.eks. pest. Blev også brugt ved forgiftninger og slangebid. Munkene siger at den dæmper kønsdriften, men virker modsat på kvinder.
Ruden bruges også i parfumeindustrien og som insektmiddel. Den siges at holde fluer væk.

Culpeper regner den for at høre til solen og løvens tegn. Den kan modvirke trolddom og det onde. Hvis man koger en flintebøsse med Rude og Jernurt er man sikker på altid at ramme. I den katolske kirke er det angerens og nådens urt, og er blevet brugt til at stænke vievand med. Dens blade har stået model for klør i spillekort.

--------------------------------------------------------------------------------
Salvie
Salvia officinalis
Den der har salvie i sin have kan ikke dø! Så ved i det.
Vise ord fra Salernoskolen (7.århundrede), der var førende inden for lægevidenskab dengang.
Navnet salvie kommer af det latinske ord salvare, der betyder noget i retning af "at helbrede". Den er også blevet kaldt "ambrosia deorum" = Gudernes spise. Den har så mange anvendelsesmuligheder, at vi ikke kan komme ind på dem alle her.
Der findes hundredvis af salviearter, lige fra den hallucinogene "Hellig salvie" Salvia divinorum fra Mexico, til hybridiserede prydsalvier. Her vil vi kun komme ind på lægesalvie S. officinalis med dens varianter.

Det er en køn staude til halvbusk med grålig-blågrønne blade på omkring 80 cm. i højden, og næsten samme bredde. Der kommer omkring juni en mængde lilla blomster, der tiltrækker bier og sommerfugle m.m. Den er egentlig stedsegrøn, men på vores kolde jyske hedejord, plejer den at smide bladene omkring april måned, hvorefter man bruger den næste månedstid på at spekulere på, om den er gået ud, inden de nye blade dukker op. Nogle gange kommer den fra jorden, medens de gamle grene er døde. Den dufter i følge Annemarta Borgen (Krydderurtehaven på "Knatten"), af Vivaldi i hele haven.
Som krydderi bruger vi den til næsten alt. Den er mest kendt for at eliminere fedtsmagen i fede retter. Den bruges også i salater, supper, oste, smør, pølser, som grønt drys og til the. Man kan bruge både blade og blomster. Man skal passe lidt på doseringen, da den har en gennemtrængende smag. Ved tørring smager den kraftigere og en lille smule anderledes. Vi bruger altid friske urter, når vi kan komme af sted med det.
Den gule og de hvidbrogede varieteter, smager lidt mildere, den røde lidt stærkere. Disse varianter er en anelse mindre hårdføre, den hvide er særlig sart.

Den mest berømte salvieret er nok Saint-Germain suppen, der grundlæggende består af ærter, bacon, gulerødder, løg, timian og en håndfuld hele salvieblade. Alt koges i mindst 3 timer. Den er opkaldt efter den mytiske grev Saint-Germain (Den evige greve), der efter eget udsagn var over 2000 år gammel. Hans livseliksir-opskrift med salvie (Saint-Germain-te), blev bla. købt af den danske regering.

Medicinsk gavner den fordøjelsen og er både bakterie- og svampedræbende. Modvirker diarre og hoste. Stimulerer nerverne og er "blodrensende". Hjælper mod uregelmæssig menstruation, træthed og overgangsalder problemer. Te hjælper mærkbart mod nattesved. Den bruges til deodorant og som mundskyllemiddel. Vi kan anbefale at gnide tænderne med friske salvieblade, det renser. Udtræk farver hår mørkere. God mod forkølelse og lignende.
Den røde varietet regnes for bedst medicinsk. Salvien indeholder i mindre mængder et giftstof kaldet thujon, hvilket gør at man naturligvis (som sædvanlig) ikke skal overdrive brugen. Der er mere af dette stof i planten, hvis den står i skygge eller vokser op af brændenælder, så det holder vi os fra.

Den dyrkes bedst på let, veldrænet jord. Den vil gerne have både gødning og vand, men i moderate mængder, da den ellers bliver mindre vinterhårdfør. Den formeres ved frø, stiklinger og aflægning. Store planter kan deles om foråret. Skæres tilbage om foråret (endelig ikke om efteråret), så den ikke bliver for ranglet. Den dør som regel en vinter, når den er ca. 4-5 år gammel. Derfor bør man lave nye med mellemrum. Flytter man den hvert tredje år forlænges levetiden.

Salvien hører til planeten Jupiter. Myterne er utallige. Her må vi henvise til litteraturen.

--------------------------------------------------------------------------------
Sar
(Bønneurt, Sommersar, Peberurt, Kyndel)
Satureja hortensis
Sar er en er en op til 40 cm. høj 1-årig urt, med smalle, spidse mørkegrønne blade, rødlige stængler og små hvide-lyserøde blomster i juli-august. Blade og blomster har en stærk aromatisk duft, tilsat en peberagtig smag.
Den stammer fra Sydøsteuropa og det vestlige Asien, og er blevet spredt af romerne og munkene.
Den dyrkes som krydderi, duft og medicinplante i i urtehaven eller i krukker. Der findes også en flerårig sar (vintersar), der kan dyrkes på stenbed eller i staudebedet. Den har en skarpere smag og kan være lidt sart, hvis den ikke står tørt om vinteren.
Som krydderi er den kendt for at fremhæve smagen af bønner og andre bælgplanter. I kålretter dæmper den kållugten. Den letter fordøjelsen af tunge retter, og modvirker luft i maven. Den kan bruges til kødretter, fisk, salater, suppe, pølser, postejer, syltning, eddike og meget mere. Den er meget anvendelig som pebererstatning. Desuden bruges den i the m.m. Den fortjener at blive dyrket mere end den gør.
Medicinsk bliver den brugt mod fordøjelsebesvær, kolik, luft i maven, ved hoste og bronkitis, orm og som bakterie og svampehæmmende middel. Bladene lindrer ved bi og andre insektstik. Den har ry for at virke slankende.
Den æteriske olie af sar bruges i parfume. Den virker konserverende. Bier og andre insekter elsker blomsterne, og planten skulle efter sigende afskrække skadedyr hvis den dyrkes nær bla. bønner. Frøene har ry for at forhindre nærliggende frø i at spire.

Den sås i det sene forår og frøene dækkes næsten ikke. Den kan forkultiveres, men den er ikke så glad for omplantning. Den foretrækker fuld sol og en næringsrig let jord, der dog ikke må blive for tør. Efter spiring udtyndes til ca. 15 cm mellem planterne.
Både sommer og vintersar vil på egnet jord så sig selv. Vintersar sås også om efteråret.

Den hører til planten Merkur, øger potensen og giver psykisk kraft.

--------------------------------------------------------------------------------
Skotsk lostilk
(Sea lovage)
Ligusticum scoticum
Skotsk Lostilk er en nordlig atlanterhavsurt. Den findes langs kysterne af Skotland, Norge, Sverige, Island og Jammerbugten i Danmark m.m. I Danmark er den for øvrigt fredet. Vi befinder os på dens sydgrænse.
Den bliver omkring 60 cm. høj med hvide blomster, rødlige stængler og skinnende, glatte mørkegrønne blade. Det er en staude der breder sig lige så stille hvert år, og evt. breder sig ved frø, hvis de små får lov til at stå.
Planten er yderst dekorativ på en næsten skulpturel måde.
Hele planten kan bruges som krydderi. De unge blade, blomster og umodne frø i salater m.m. Ældre blade, modne frø og rødder i gryderetter. Den har ikke den samme parfumerede smag som løvstikke, men en fylde, der kan minde lidt om en blanding af persille, selleri, kvan og selvfølgelig løvstikke. Stænglerne kan kandiseres som kvan. De stødte frø bliver brugt som peber erstatning.

Medicinsk bruges den mod fordøjelsesproblemer, reumatisme og som svagt vanddrivende middel. Den er stimulerende og søvndyssende. De stødte frø bliver brugt til at forbedre smagen i medicin.

Lostilken skal have sol. Mærkelig nok kan den godt tåle tør jord, selvom den vokser ved saltvand i naturen. Den foretrækker en god fugtig jord, dog kan den rådne hvis jorden er for fugtig om vinteren. Den er ret langsomvoksende.
Den formeres ved deling eller ved frø. Frøene sås med det samme, når de er modne (ca. juli). Hovedparten spirer hurtigt, og resten næste forår. Gemte frø skal kuldebehandles hvis de skal spire, hvilket nemmest gøres ved at så dem udendørs om efteråret.

--------------------------------------------------------------------------------
Skovmærke
(Bukkar, Mysike)
Galium odoratum (Asperula odorata)
Skovmærke er en lille ca. 25 cm. høj tæppedannende urt med kransstillede blade og en mængde små hvide blomster. Den blomstrer i maj-juni, og hele planten dufter ved tørring som nyslået hø på grund af et stof der hedder kumarin. Det er samme stof der er i f.eks. vaniliegræs, sweetgrass og stenkløver.
Planten vokser i hele Europa's skov på god muldjord og i nogen skygge.
Den egner sig som bunddække mellem buske, træer og høje stauder, endvidere kommer løgvækster også fint op igennem den. Hvis den får vand nok og lidt skygge, kan den dyrkes i krukker ude eller inde.
Kulinarisk bliver den brugt til at lave Majvin af. Det gøres nemmest ved at putte en kvist i et glas hvidvin, eller at følge en af de mange gamle opskrifter der findes med flere ingredienser. Denne majvin drikkes traditionelt i Tyskland og Frankrig omkring 1. maj som forårskur. Desuden i the og urtesnaps, og som smagsgiver til diverse frugtretter og isdesserter. Det er altid små mængder man bruger, da store doser kumarin er giftig.
Af roden udvindes rød farve, af de grønne dele grågrønne farver. Planten bruges i duftende kranse, parfume og i potpourri som fiksativ. Duften er meget holdbar. Tørret plante bliver brugt som mølmiddel mellem tøj, og førhen som strøplante på gulve. Den er foderplante for flere slags sommerfuglelarver.

Medicinsk anvendes den som vanddrivende, krampeløsende, betændelseshæmmende, blodfortyndende, mod lette mavesmerter, leverbetændelse, som alment tonikum, og er mildt beroligende.
Den tørrede plante bliver giftig hvis den udsættes for fugt under opbevaringen. Max dosis i følge drogelisten 1/2 g. plante om dagen. Bruges ikke sammen med kredsløbsmedicin og ved graviditet.

Den foretrækker en løs god fugtig muldjord i halv-helskygge. Den kan godt dyrkes i fuld sol eller en mere tør jord, men i så fald bliver bladene kedelig gule om sommeren.
Den formeres let ved deling af de underjordiske udløbere. Frøformering bruges sjældent, men kan lade sig gøre, ved at så de friske frø straks når de er modne. I haven sår den også sig selv, hvis den kan lide jorden m.m.

Skovmærke hører til planeten Mars. I magien bruges den til renselse og fornyelse, og som beskyttelse mod negativitet. Den tiltrækker alfer.

--------------------------------------------------------------------------------
Spansk kørvel
(Aniskål, Sødskærm)
Myrrhis odorata
Kært barn har mange navne. Det er ikke en oprindelig dansk plante, men den vokser vildt mange steder. Den er naturligvis plantet af munkene, der havde den med sydfra. Den har også en tendens til at brede sig langs jernbaner.
Det er lige nu at denne flerårige kørvel kommer op af jorden med et væld af blade, der er velegnede til kørvelsuppe og grønt drys. Vi kan heller aldrig modstå fristelsen til at spise et blad, når vi kommer forbi på denne årstid. Den har en vidunderlig bolsjeagtig anissmag.
Tidligt på sommeren blomstrer den. Disse blomster er også et vidunderligt krydderi. Som om det ikke var nok, så er de grønne umodne frø en af de største delikatesser man kan støde på i haven. De konkurrerer fint med bolsjer. Børn elsker dem. De bruges også i salat, desserter og frugtgrød som sødemiddel og smagsgiver. Denne anvendelse svarer til brugen af Kvan. Hele året kan man bruge rødderne som gemyse og syltede.

Sidst må det også nævnes at det er en fremragende snapseurt. Normalt bruger man de grønne frø, men der rigelig plads til eksperimenteren med andre dele af planten.

Medicinsk bruges planten mod hoste, blodmangel, fordøjelsesbesvær og luft i maven maven.

Dyrkningen er ubesværet, sålænge man sørger for at planten har vand nok. Den trives fremragende i skygge, hvor der jo som regel også er mere fugtigt. Hvis den trives kan den danne mægtige bevoksninger, da den også sår sig selv. Hvis man vil så den, er det nødvendigt at så frøene ligeså snart de er modne. De spirer så næste forår. De skal udsættes for vinterkulde for at spire, så man kan ikke gemme dem og så dem om foråret. I så fald spirer de først året efter, med et stort frafald.

--------------------------------------------------------------------------------
Spisekrysantemum
(Kronokseøje, Shungiku, Chopsuey greens)
Chrysanthemum coronarium
Planten stammer sandsynligvis fra Sydeuropa, selv om den mest bliver dyrket og anvendt i østen.
Den bliver omkring 1 m. høj med mørkegrønne blade og store blomster der kan have forskellige farver i det hvide, gule og orange spektrum, fra juli til frosten starter, afhængig af hvornår den blev sået, eller om blomsterne bliver plukket.
Det er en etårig sommerblomst der vokser hurtigt og lyser gevaldigt op i haven. Ofte sår den sig selv og dukker op hist og her de kommende år.

Blade og unge stængler bruges som krydderi/grønt drys/grønsag, i salat, gryderetter og stegeretter m.m. De har en krydret behagelig smag. De spirer og vokser hurtigt, så hvis det er bladene man er efter, kan man så nogle gange i løbet af sæsonen.
Blomsterne er stærkere og bliver ofte blancherede for at mildne smagen, men det finder vi ikke nødvendigt. Det er kun kronbladene og ikke blomsterbunden man bruger. De kan på linie med morgenfrueblomster bruges til næsten al ting fra salat til pandekager m.m.
Man bruger også de spirede frø.

Medicinsk bruges den ikke. Her anvendes andre arter som Chrysanthemum (Dendranthema) x morifolium og Chrysanthemum (Dendranthema) indicum. Den skulle dog forbedre fordøjelsen.
Planten har også ry for at beskytte nærstående planter mod sommerfuglelarver, og muligvis hjælpe mod nematoder ligesom tagetes.
Det er en god snitblomst til vaser.

Planten trives i sol, om sommeren også i halvskygge, på en ikke for mager jord, der bør være veldrænet. Vil man have store planter og blomster bør der være ca. 10-15 cm. mellem planterne. De første blade kan høstes efter 4-5 uger, og de skyder igen. Den tåler let frost.
Den sætter rigtig mange frø der nemt kan høstes og bruges de næste år. Den dukker som regel også op af sig selv, hvis den får lov til at smide frø.

--------------------------------------------------------------------------------
Strandmalurt
Artemisia maritima
En grålig, stærkt sølvskinnende, opret urt med trådsmalle fjersnitdelte bladflige og små gulliggrønne blomster. Den er omkring 60 cm. høj, om end meget variabel af vækst fra sted til sted.
Den stammer fra Europas kyster og Østeuropas og Asiens saltstepper. Den race (klon) vi dyrker kommer fra Kleven strand på Ærø. Denne "sort" vokser mere kraftigt end de fleste. Smagen er også finere end ellers.
Planten kan dyrkes både i bede og i krukker, bare den får sol. Den breder sig med udløbere ligesom mynter, hvilket man bør tage højde for ved fri udplantning i haven.
Den stærke sølvgrå farve og dens fine løv, gør den til en overordentlig nyttig kontrastplante, der lyser op mellem alt det mere grønne.

Som krydderi egner den sig især til fede retter, da den hjælper på fedtfordøjelsen. Den bruges oftest ved stegning af kød i meget små mængder.
Som snapseurt er det en klassisk bjesk. En enkelt kvist til en flaske snaps behøver kun trække få timer, alt efter smag og behag.

Medicinsk virker den ligesom almindelig malurt men svagere.
Den er først og fremmest fordøjelsesfremmende og appetitstimulerende. Bruges ved galdeblære og leverlidelser, fordøjelsesbesvær, anorexia. Den er feber og betændelseshæmmende. Desuden ormedrivende og skulle hjælpe på blyforgiftning. Mildt antidepressiv. Til rekonvalescens efter sygdom.
Man laver malurtte som udtræk, 1 teske pr. kop. Bør ikke sødes, hvis den skal virke på fordøjelsen. Drikkes så varm som muligt. Kan også tilberedes som tinktur, eller indtages som pulver. Vi foretrækker den i en blandingste sammen med andre fordøjelsesurter.

De fleste insekter kan ikke lide at komme i nærheden af malurt. Dette udnytter man ved at putte tørret malurt i skabe mod møl. Pulveriseret eller som stærkt afkog bruges det mod bladlus, kålsommerfugle m.m.
Det siges endvidere at den hæmmer andre planters vækst i dens nærhed. Det har vi indtil videre ikke kunnet bekræfte. Den skygger ikke ukrudtet væk på grund af det fine løv.

Den kan som sagt lide sol, men er ellers ikke særlig krævende. En veldrænet jord er dog nødvendig. Jorden må ikke være alt for mager, da den er vant til at få gødning fra tang i naturen.
Den tåler tørke, men kan naturligvis godt lide vand.
Planten formeres ved deling. Alle de små rodudløbere kan blive til nye planter. Den kan også formeres ved frø. I vores have selvsår den ikke. Det gør havemalurt ellers.

Strandmalurt hører til planeten Mars. Strandmalurt egner sig (ifølge Culpeper) bedst til folk der bor nær havet, da den indånder (lever af) den samme luft som disse. Dette har han fra Doktor Fornuft. Ligeledes er den god til folk med en svag fysik, da den ikke virker så stærkt. Køer der græsser hvor den gror vokser godt.
Malurterne beskytter mod forhekselse, gift, mus og søuhyrer. De er opkaldt efter jagtgudinden Artemis, da man får held med jagten hvis man medbringer en kvist malurt.

--------------------------------------------------------------------------------
Tandbæger
(Black Horehound)
Ballota nigra
Tandbæger stammer fra Sydeuropa, men træffes forvildet hist og her nær bebyggelse i de østlige egne af Danmark.
Den bliver op til 1 m. høj og lige så bred, med små rødlig-hvide blomster fra juli- september, og en buskagtig fremtoning. Planten har som regel et meget mørkt helhedsindtryk, til forskel fra dens nære slægtning Kransburre (White Horehound), der har et hvid-gråt skær.
Det er en staude der breder sig langsomt, og kan stå på samme sted i en del år.
Selv i konkurrence med græs klarer den sig fremragende. Derfor burde den være selvskreven til blomsterenge og vildhaven.
Planten dufter stærkt. I de fleste bøger beskrives duften som ubehagelig, men det er vi ikke enige i. Det er svært at beskrive dufte, men vi synes at den minder en smule om fyrrenåle og noget særegent. Vi har dog aldrig set den anvendt i madopskrifter.

Det er den bedste biplante vi nogensinde har set! Vi har ellers mange af den slags. Mange andre insekter og sommerfugle er også glade for den. Den er fuldstændig levende i de 2-3 måneder den blomstrer, selvom blomsterne er små og ikke særlig bemærkelsesværdige.

Medicinsk bruges den mod kvalme (hvor kvalmen ikke stammer fra fordøjelsessystemet) bl.a. morgenkvalme, sø- og køresyge, som krampestillende, let beroligende og ved hoste. I Europa bruges som oftest kransburre i stedet. Den siges at virke stærkere, men i engelsksprogede lande er den meget anvendt.

Planten trives i sol og til nød i halvskygge, på en hvilken som helst jord, der dog bør være veldrænet. Den placeres bedst et sted hvor den kan få lov til at brede sig lidt ad åre.
Den formeres ved deling bedst om foråret, eller ved almindelig såning uden dikkedarer. Kan også stiklingeformeres. Hvis der er bar jord omkring den, sår den sig selv.

--------------------------------------------------------------------------------
Timian
(Diverse arter)
Thymus sp.
Den almindelige Havetimian er kendt af de fleste, bl.a. som uundværligt krydderi til gule ærter. Den kan dog bruges til utallige andre ting i madlavningen. Man laver også snaps og eddike af den.
Der findes utrolig mange farve og smagsvarianter af timian. Der er grønne, gyldne, gyldenbrogede, hvidbrogede og sølvgrå blade. Lyslilla, mørklilla, hvide og røde blomster. Ud over den almindelige timiansmag, er der varieteter med citron, appelsin, kommen og oregano-agtig smag.
Formmæssigt er de alle meget tætte og kompakte, men nogle er oprette (uden at blive over 30 cm) og andre er krybende af vækst.

Blomstringen er overdådig. Det er som regel sådan, at man knap nok kan se bladene for blomster på den tid. Hvis man har mange forskellige slags, strækker blomstringen sig over måneder, da de forskellige varieteter ikke blomstrer samtidig.

Dyrkningen er enkel. Sol og atter sol, og en veldrænet jord er deres hovedkrav. De tåler tørke, som dog sætter væksten i stå. Gødning behøver de ikke meget af. I meget mager jord vokser de dog langsommere. Dette øger til gengæld deres vinterhårdførhed. Gamle buske går af og til ud i hårde vintre. Her hjælper det at dele eller flytte dem, hver 3. År. Dette forynger dem noget. Bliver de bare forneden er det også en god ide at plante dem lidt dybere næste gang. Dette afhjælpes også af at skære dem ned om foråret.

Formeringen er nemmest ved deling. Hvis de får lov at blomstre, vil de så sig selv. Her må man være opmærksom på at mange af varieteterne er hybrider, og derfor vil lave anderledes afkom. Man kan også stiklingeformere dem, selvom det ikke er lige nemt for alle arters vedkommende.

Medicinske virkninger er mangfoldige. Her er det først og fremmest alm. Havetimian, og især den vilde timian der bruges.
De bruges mod bronkitis, katar, hoste, fordøjelsesbesvær, hjælper på fedtfordøjelsen, smertefuld menstruation kolik og ikke mindst tømmermænd. Siges at hjælpe mod alkoholisme. Planten er stimulerende, bakterie og svampedræbende og styrker nerverne. En olie af planten bruges udvortes mod depression, forkølelse, åndedrætsbesvær og muskelsmerter. Måske virker den også styrkende på immunforsvaret.

Planten er en god biplante, og tiltrækker mange andre insekter.

--------------------------------------------------------------------------------
Vietnamesisk koriander
(Rau Ram)
Polygonum odoratum
Vietnamesisk Koriander er en ny og spændende urt på det danske marked. Den har næsten samme smag som korianderblade, om end lidt mildere, og så er den tilmed flerårig og en glimrende stueplante.
Den er medlem af pileurt familien, og ligner også en sådan. Den har mørkegrønne brunviolet spættede blade og bliver ca. 50 cm høj. Blomster har vi ikke set, og man kan så vidt vi ved heller ikke købe frø af den. Den skulle i følge litteraturen få lyserøde blomsteraks, der ligner de andre pileurter's.
Vi har mødt mange thailændere, der lyser op når de ser vi har den. Det er en plante de kender hjemmefra og bruger til alt muligt. De har heller aldrig set blomster på den. De fremhæver den især til suppe og sammenkogte retter, men den kan selvfølgelig bruges til alt, hvor man ellers ville bruge korianderblade. Desuden bruger de den til medicin, men vi har ikke fundet ud af mod hvad endnu.

Den er uhyre taknemmelig og hurtigvoksende. Dens krav er: halvskygge-skygge og meget vand. Udendørs kan den klare fuld sol om sommeren, hvis den får tilstrækkelig med vand. Den bliver dog lidt rødgullig af solen, så nogen skygge er at foretrække. Den vokser kolossalt hvis den bliver frit udplantet. Den trives også fortrinligt i potte. Det er få planter vi har set, der klarer sig så godt selv i forholdsvis små potter. Dog kræver den stadig meget vand.

Planten er som sagt flerårig, den tåler bare ikke frost. Til gengæld kan den tåle både 0-5 grader C. eller almindelig stuetemperatur om vinteren. Står den over en radiator tager den nogen skade, men ikke værre end at den er til at få igang igen om foråret.

Formeringen er nem. Man skærer en gren af lige under et af de lidt opsvulmede bladhjørner, og stikker den i vand eller jord, i skygge.

Da den er så nem at dyrke og koriander er blevet så populær de senere år, er det absolut en plante vi vil anbefale. Ja man kan endda dyrke den som en grøn stueplante bare for frodighedens skyld. Hvis den får for lidt lys indendørs, kan man knibe den i spidserne jævnligt så den bliver tæt og busket.

--------------------------------------------------------------------------------


Svar forfatter: Zeezeeezee
Besvaret den: 25 jul 2008 03:14:54
Besked:

Hej

Dejligt at du kan bruge det

Vh zeezee




Kopi af besked:
Oprindelig indsendt af Wild Flower


Fantastisk indlæg....... TAK

Wild Flower


Astro.dk - Gode råd til livet : http://astrologi-og-horoskoper.dk/forum/

© Astro.dk

Luk vindue